Zelenskyj om russerne i Donbass: 'Besætterne vil smadre alt'

Det er en voldsom stor fejl, hvis man tror, at krigen er gået i stå, siger militæranalytiker.

Prorussiske styrker beskyder byen Sievierodonetsk i Luhansk-regionen. (Foto: ALEXANDER ERMOCHENKO © Ritzau Scanpix)

Situationen i Donbass-regionen i det sydøstlige Ukraine er ekstremt svær.

Sådan lyder det ifølge Reuters fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, som sent tirsdag holdt tale.

- Alle de styrker, den russiske hær har tilbage, er nu koncentreret i den region, lød det fra præsidenten.

- Besætterne vil smadre alt der, siger Zelenskyj.

I krigens seneste uger har de russiske styrker fokuseret deres kræfter i Donbass-området, der består af de to provinser Donetsk og Luhansk. Her forsøger russerne ifølge Reuters at omringe ukrainske styrker i flere områder.

Ifølge BBC er kampene så hårde, at de bliver beskrevet som det største pres, den ukrainske hær har været udsat for, siden krigens første uger.

Presset er blandt andet opstået, efter russiske soldater ikke længere er bundet til byen Mariupol, hvor ukrainerne nu har overgivet sig.

Læs mere om de seneste kampe på kortet her:

Russiske styrker opfører sig 'inhumant'

De hårde kampe rammer blandt andet byerne Sievierodonetsk og Lysychansk, der ligger på hver sin side af Donets-floden. Her nærmer russiske styrker sig fra tre retninger for at omringe byen, skriver Reuters.

En anden by, der er under massivt angreb, er Avdiivka, lidt uden for Donetsk by. Det ukrainske parlamentsmedlem Musa Magomedov siger ifølge Reuters, at de russiske styrker opfører sig "totalt inhumant".

- De dræber civile og ødelægger den by, vi har bygget op med så meget kærlighed, siger han.

Eksplosion nær byen Lysychansk i den østlige del af Donbass. (Foto: Aris Messinis © Ritzau Scanpix)

Den regionale guvernør Pavlo Kyrylenko siger, at russerne har taget kontrollen i tre byer i Donetsk-regionen. Det ukrainske militær begrunder det med, at russerne har intensiveret deres brug af landets luftvåben for at understøtte deres soldater på jorden, fordi de har mangel på højpræcisionsvåben.

Samtidig oplyser den ukrainske hær, at den tirsdag har slået ni russiske angrebsforsøg tilbage, og at de russiske styrker har dræbt mindst 14 civile. Det har dog ikke været muligt at verificere oplysningerne.

Ekstremt voldsomt og virkelig intensivt

Selvom det siden krigens begyndelse er lykkedes ukrainerne at få presset de russiske styrker ud fra flere områder i Ukraine, så foregår krigen stadig på voldsomt blus i den sydøstlige del af landet, lyder det fra Anders Puck Nielsen.

Han er militæranalytiker på Forsvarsakademiet og fortæller, at det vil være en stor fejl at konkludere, at krigen er gået i stå.

- Det, der foregår i Donbass i øjeblikket, er ekstremt voldsomt og virkelig intensivt, siger Anders Puck Nielsen.

Russiske soldater har tidligere været bundet til byen Mariupol, hvor ukrainske styrker havde barrikaderet sig på stålværket Azovstal. Efter at ukrainerne har overgivet sig, har det frigjort russiske styrker, så kampene kan intensiveres andre steder. Billedet viser en russisk soldat i Mariupol. (Foto: ALEXANDER ERMOCHENKO © Ritzau Scanpix)

Han forklarer, at det i særdeleshed er russerne, der er voldsomme. Samtidig bliver den ukrainske hær støttet med våbenleveringer fra Vesten, og hvis landets soldater bliver ved med at opretholde kampgejsten, så er det på ingen måde afgjort, hvem der løber med sejren, lyder det fra Anders Puck Nielsen.

- Krigen er ikke en frossen konflikt. Tværtimod er den i fuld gang, og den kommer ikke til at slutte foreløbigt. Desværre, siger militæranalytikeren.

Korrespondent forventer store tab

DR’s europakorrespondent, Anna Gaarslev, befinder sig i Odesa. Hun bekræfter, at kampene er ekstremt hårde, og at russerne sætter alt ind, mens ukrainerne kæmper tilbage med alt, hvad de har.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, der over video deltog til World Economic Forums møde i Davos, anmoder igen om våben fra de vestlige lande for at kunne nedkæmpe de russiske styrker. (Foto: Laurent GILLIERON © Ritzau Scanpix)

- Det koster meget store tab på begge sider, og ukrainerne er under stort pres. Det lykkedes dem at sinke russerne, men det lykkedes ikke den ukrainske hær at bremse russerne, siger hun.

Zelenskyj har igen onsdag vist sig på skærmen. Denne gang var det i en videotale til World Economic Forums møde i Schweiz, skriver Ritzau. Her fortalte han, at han kun vil forhandle direkte med Ruslands præsident, Vladimir Putin – og ikke via mellemmænd.