Zimbabwe: Fødevarer bruges som politisk våben

Zimbabwes regering er under anklage for ikke at give fødevarehjælp til oppositionens tilhængere - midt i den værste tørke i mange år.

En kvinde bærer en spand vand gennem en udtørret mark med durra i det tørkeramte Zimbabwe. Også en række andre lande i det sydlige Afrika mangler regn. Og flere end 30 millioner mangler mad. (Foto: Philimon Bulawayo © Scanpix)

Det er Zimbabwes Menneskerettighedskommission, som beskylder præsident Mugabe og hans parti, ZANU-PF, for at bruge fødevarehjælp som et politisk våben mod oppositionen - ovenikøbet midt i den værste fødevarekrise i landet i mange år.

Zimbabwes Menneskerettighedskommisson er oprettet i henhold til landets forfatning. Så derfor er anklagerne ekstra alvorlige.

Fødevarehjælp er nemlig tidligere blevet brugt som instrument til at fiske de afgørende stemmer, når der er valgkamp i Zimbabwe.

Magtkamp i fuld gang

Det er der ganske vist ikke endnu - officielt i hvert fald. Fordi det næste præsidentvalg først foregår i 2018. Men i realiteten er kampen om magten i Zimbabwe allerede i fuld gang - selv om Mugabe har erklæret, at han vil stille op til en ny præsidentperiode.

Det skyldes, at den 92-årige Robert Mugabes helbred er begyndt at skrante, efter at han i 36 år har siddet tungt på magten - altså lige siden Zimbabwes uafhængighed i 1980. Han er dermed verdens ældste statsoverhoved.

Arvefølgekrigen inden for ZANU-PF er allerede startet. Og den ellers så splittede opposition er også begyndt at øjne en mulighed for omsider at få regeringsmagten ved at samarbejde.

Det er i den situation, at Zimbabwes Menneskerettighedskommission nu anklager medlemmer af ZANU-PF for helt åbent at have fortalt oppositionens tilhængere i de tørkeramte områder, at de aldrig nogensinde vil få fødevarehjælp af regeringen.

I undtagelsestilstand

Ude på landet i Zimbabwe er der knap fem millioner mennesker, der sulter lige nu. Kornet og majsen er tørret ud på markerne på grund af mangel på regn. For andet år i træk. Og der kan først høstes igen til marts - hvis altså regnen kommer.

Præsident Mugabe har erklæret landet i undtagelsestilstand på grund af tørken. Og Zimbabwe forsøger at importere korn fra nabolandene. Men det er svært, for de er i den samme situation som Zimbabwe.

Store dele af det sydlige Afrika er i øjeblikket ramt af den værste tørke i tre årtier. Og flere end 30 millioner mennesker mangler mad, siger FN.

FacebookTwitter