Ulande: Dokument kan true aftale

Ulande er nervøse, men både statsministeren og Klimaministeriet afviser, at der findes et dansk udkast til en ny global klimaaftale.

G77-gruppen, der består af en stribe ulande, holder pressemøde, hvor de udtrykker bekymring for et omstridt dansk dokument. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Et lækket dansk udspil til en global klimaaftale kan true et succesfuldt resultat på FN's klimatopmøde i København, advarer G77-gruppen, som tæller 130 udviklingslande, heriblandt Kina.

Advarslen kom fra Di-Aping fra Sudan på et pressemøde her til aften i Bella Center i København.

Baggrunden er et dansk dokument fra slutningen af november, som The Guardian omtaler. Ifølge avisen er dokumentet et udkast til, hvordan en klimaaftale kan skrues sammen.

G77: Ulandes behov bliver ikke nævnt

Avisen skriver, at de rige lande ifølge udkastet får lov til at udlede langt mere CO2 end de fattige. Det vækker -ligesom en finaseringsmodel via Verdensbanken- vrede blandt ulandene.

- Forslaget fra statsminister Lars Løkke Rasmussen nævner ikke ulandenes behov, men fremmer alene industrilandenes interesser, siger Di-Aping.

Mange papirer fra maskinrummet cirkulerer

Men der findes ikke et hemmeligt dansk udkast til den endelige tekst, der skal beskrive indholdet i en ny global klimaaftale. Der er mange forskellige papirer i omløb, lyder meldingen fra både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Klima- og Energiministeriet.

- I en proces som denne cirkulerer der masser af forskellige arbejdspapirer, der bruges til uformelle konsultationer med masser af forskellige parter, som kommer med masser af input, der bruges til at afprøve synspunkter. Derfor cirkulerer der mængder af papirer fra mange forskellige parter nede i maskinrummet. Det er helt normalt, hedder det i en erklæring fra ministrene.

Fattige udvandrer ikke

De fattige lande overvejer ikke at udvandre fra topmødet, men vil forhandle til den bitre ende, for sagen er for vigtig, siger ambassadør Lumumba Stanislaus Di-Aping, der er talsmand for G77-gruppen.

- Vi har ikke råd til fiasko i København. Vi må finde en vej til en retfærdig aftale, der kan redde verden. Men vi vil ikke underskrive en uretfærdig aftale, som dømmer 80 procent af verdens befolkning til lidelse og uretfærdighed.

Ulande: 10 mia. dollars for lidt

Han giver ikke meget for de midler, der diskuteres som hurtig klimahjælp til ulandene, nemlig 10 milliarder dollar årligt i 2010-2012.

- For 10 milliarder dollar kan vi ikke købe kister nok til befolkningen i den tredje verden. Der er ikke penge nok til, at I kan købe jer ud af at begrænse CO2-udslippet, siger han henvendt til den rige verden.

Facebook
Twitter