1. december kan blive markeret med snestorm i Nordjylland

Onsdag kan der komme snestorme i nogle dele af Jylland.

I Nordjylland faldt sæsonens første sne fredag, og weekenden igennem. Her er det tøsne på Sønder Kirkegaard i Aalborg.

De seneste fire dage har det været muligt at opleve sæsonens første snefnug.

De er ikke dalet overalt i landet, men de kommende dage ser det ud til, at chancen forøges betragteligt - især fordi vinden vil gøre sit for at flytte sneen rundt.

Man skal dog stadig tage kælken med nord, hvis chancerne skal være størst, siger DR Vejrets vært Anders Brandt.

- Der kan både komme lidt sne i nat, og onsdag kan der komme mere til, siger han.

December starter med en snestorm

Onsdag går kalenderen fra november til december, og derved også den første vintermåned. Det afspejler vejrudsigten også.

Der bliver nemlig endnu mere nedbør, og det kommer med en kraftig vind. Også onsdag skal du sætte kursen mod landets nordligste landsdel, hvis du både vil opleve sne, når du ankommer, og se sneen dale.

Der er dog grund til at pakke andet end bare kælk og vanter. I Nordjylland vil der nemlig lokalt være snestorm med snefygning, siger Anders Brandt.

- Onsdag passerer et lavtryk lige gennem Danmark. Det giver især i Nordjylland og senere i Vestjylland meget blæsende vejr med kuling fra øst og nordøst og måske vindstød af stormstyrke.

Og de vindforhold finder altså sted, samtidig med at vi får mere nedbør.

- Der kan komme en del nedbør, og den ventes at falde ved temperaturer tæt på frysepunktet. Mange vil opleve sne i luften, men den tør, når den rammer jordoverfladen.

Når det kun er på udvalgte steder i landet, man vil opleve snestorm, skyldtes det, at der mange steder i landet vil være et par plus-grader. Derved kan vinden ikke flytte den tøende sne. Undtagelsen er dog især igen mod nord.

- I Vendsyssel er der mulighed for, at en hård vind til kuling fra øst og nordøst kan give snefygning, siger Anders Brandt og fortæller, at der især i den indre del af Vendsyssel lokalt kan falde 15-20 centimeter sne eller mere i løbet af onsdagen.

Mere hvidt vinterlandskab

Hele vejrsituationen med et par lavtryk, der skal passere de kommende dage kan altså give voldsomt vejr, der kan forstyrre trafikken.

Samtidig kan den smeltede sne især give problemer i morgentimerne. Nætterne den kommende uge har nemlig nattefrost i sig.

Men ligesom sne- og kælkechancerne, så er det igen Nordjylland, der bliver det sted, hvor vejret vil påvirke dagligdagen mest de kommende dage, siger Anders Brandt.

- Det giver, kombineret med sne og slud ved temperaturer omkring frysepunktet, en barsk 1. december i det nordlige Jylland, siger han og fortæller, at vinteren får et solidt tag i starten af december.

- Det vinterlige vejr med temperaturer omkring frysepunktet og nedbør som slud og sne ser ud til at fortsætte langt ind i næste uge.

Hør Vores Vejr podcast om sne her.

FacebookTwitter