2017 har i Danmark være vådt, solfattigt og køligt

Det er berettiget, hvis man synes vejret i år ikke har levet op til kravet om sol og varme

Regnen har silet ned gennem hele året, så cklisterne har haft god brug for regntøjet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Vi nærmer os afslutningen på året 2017, og det er også her vejret gøres op i ganske mange tal. Disse tal kan så fortolkes - og overfortolkes - men der er dog en kerne af umiddelbar sandhed i de foreløbige tal for året, som vi netop har modtaget fra DMI.

Regn, regn og atter regn

Der har været mange beklagelser over det våde vejr. Det var svært at få høsten i hus i tørvejr og sommerferien bød ikke på noget stabilt tørt ferievejr. Det ser ud til, at vi rammer 851 mm nedbør for hele året, hvilket er det 9. vådeste, der er registreret siden 1874. Vi skal dog ikke længere tilbage end 2015, før vi havde et endnu vådere år med 904 mm. Rekorden er på 905 mm, og er fra 2009. Problemet i år har været, at det bare har regnet konstant jævnt hen over året.

Køligt og solfattigt år

Når de mange mm regn så kobles med en temperatur, som ganske vist ligger på gennemsnittet for perioden 2006-15, men som ikke indeholdt hverken varme- eller hedebølger, så bliver opfattelsen af 2017, at det var et køligt år. Bemærkelsesværdigt er det da også, at årets højeste temperatur på 26,8 grader faldt den 27. maj.

Solen har vi heller ikke set meget til. Kun 1514 timer er det blevet til. Det er hele 208 timer mindre end gennemsnittet for perioden 2006-15, og de tre sommermåneder havde faktisk 102 timer færre end gennemsnittet.

Globalt blev 2017 meget varmt

Så alt i alt vil 2017 på den måde ikke indskrive sig i den danske vejrhistorie. Det gør året så globalt. Her ender vi formentlig på det næstvarmeste år, og i al fald det varmeste år uden en el Niño. Både 2015 og 2016 var påvirket af den kraftige el Niño i centrale Stillehav, men i år har temperaturen holdt sig på det høje niveau uden hjælp derfra. Det har givet anledning til mange vejrkatastrofer med mange oversvømmelser, orkaner og hedebølger rundt omkring på kloden.