Efter mandagens regnvejr er 26 dage med landsdækkende tørke forbi.
Regnen var dog meget ulige fordelt, så det flere steder i landet fortsat er knastørt.
På landsplan gav mandagens tordenfront ifølge DMI 13,5 millimeter regn. Dermed faldt tørkeindekset på landsplan til 8,4.
Det er første gang siden den 30. maj, at det landsdækkende tørkeindeks er under 9.
Der er ifølge DMI's defintion tale om et tørkedøgn når det landsdækkende tørkeindeks er 9 eller derover.
Dermed er den langvarige tørke, der gav den længstvarende tørkeperiode så tidligt på året, overstået.
Nogle steder kradser tørken stadig
På trods af mandagens regnvejr med 13,5 millimeter er den største mængde nedbør på landsplan siden marts, faldt regnen med store regionale forskelle.
Flere steder i Jylland og i et strøg hen over Fyn til Vestsjælland faldt der 25-30 millimeter regn. Mest fik man nord for Odense, hvor der i forbindelse et kraftigt skybrud faldt 35,3 millimeter
Det står i skarp kontrast til den sydlige del af landet, hvor stedvis slet eller næsten ingen regn faldt.
I Bøjden nær Fåborg på Sydfyn faldt der ikke en dråbe, mens nedbørmåleren ved Kegnæs på Als fangede 0,2 millimeter regn.
Den ulige fordeling af mandagens nedbør betyder, at 46 ud af 98 danske kommuner stadig har stadig tørkedøgn med et tørkeindeks på 9 eller derover.
Højest er tørkeindekset med 9,7 i Ærø Kommune og Sønderborg Kommune.
22 dage uden regn gav tørken
Tørken i Danmark var et resultat af en usædvanligt tør maj, der kun bød på 14,1 millimeter regn. Den tørre maj blev efterfulgt af en knastør start på juni.
I hele 22 dage fra den 24. maj og frem til den 14. juni blev der på landsplan ikke registeret nedbør i Danmark.
Fra midt i juni gav byger lokalt store mængder regn, men tørken fortsatte, indtil det mere udbredte regnvejr i forbindelse med tordenfronten ramte Danmark mandag.