Aldrig målt før: Maj, juni og juli var over tre grader varmere end normalt

Sommeren tegner til at blive en højdespringer, der ikke er overgået af tidligere år.

Badegæster på vej i vandet i Aarhus Bugt. Arkivfoto (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Nordmændene har pustet og stønnet i varmen denne sommer præcis ligesom os.

I maj, juni og juli lå gennemsnitstemperaturen på 3,1 grader over gennemsnittet hos naboerne i nord, skriver nyhedstjenesten NTB. Det slår rekorden fra 2002 – men herhjemme har vi faktisk overgået nordmændenes rekord.

I maj, juni og juli lå gennemsnitstemperaturen på 16,9 grader i gennemsnit i Danmark.

Det er 3,3 grader varmere end gennemsnitstemperaturen på 13,6 grader ifølge DMI.

- Det er den højeste værdi, DMI har målt, siden de landsdækkende målinger startede i 1874, siger Mikael Scharling, der er klimatolog i Danmarks Meteorologiske Institut.

- Det er enormt usædvanligt, tilføjer Søren Jacobsen, der er vejrvært i DR.

- Hele sommeren i år ser ud til at slå rekorder.

En højdespringer-sommer

Endnu har DMI ikke lavet en endelig opgørelse over denne sommer, men både i forhold til solskinstimer og varme ligner den en højdespringer, der ikke er overgået af andre år, siden DMI begyndte at måle i 1874.

August er ikke slut endnu, men middeltemperaturen for sommeren ser ud til at ende på 17,7 grader.

Den kan endda hoppe op på 17,8 grader, oplyser DMI. Men selv hvis den beholder de 17,7 grader i gennemsnit, som den ser ud til nu, vil det være en rekordsommer, som sammen med sommeren 1997 bliver den varmeste siden 1874.

Årsagen er en blokering, der betyder, at lavtryk fra vest er blevet blokeret af et højtryk – og det betyder, at vejret har været tørt og solrigt i længere tid, end hvad vi er vant til.

- Sådan en blokering kan vare i kortere eller længere tid. I denne sommer har den varet i ekstremt lang tid, og det er meget usædvanligt, siger Søren Jakobsen.

Også når det kommer til antal solskinstimer ser det ud til, at sommeren 2018 kan blive en rigtig højdespringer.

Som det ser ud nu, ender vi på omkring 780 timer med sol. Det vil dermed være den solrigeste sommer siden 1920.

Facebook
Twitter