Allergi eller virus? Sådan kender du forskel

Allergi-linje har udvidet åbningstider for at svare på spørgsmål fra corona-bekymrede allergikere.

Pollen på en hasselbusk i Aalborg tirsdag 19. marts 2019. Efter en våd start på marts,den første måned i foråret, er der udsigt til tørt vejr. (Foto: Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix © Henning Bagger)

Foråret er over os. I naturen omkring os blomstrer og spirer buske, planter og træer til glæde for de fleste. Men denne årstid er også startskuddet på pollensæsonen, og derfor følger allergikere ekstra nøje med i vejrudsigten for tiden. Der er nemlig tæt sammenhæng mellem pollen og vejr. Når det angår, hvornår, hvor og hvor mange pollen der er i luften?

Oveni den sædvanlige travlhed på denne årstid hos Astma- og Allergi Danmark mærker man et øget pres på telefonlinjerne i år. Derfor har man været nødt til at udvide åbningstiden med flere timer for at svare de mange bekymrede allergikere.

Ifølge rådgivningschef Betina Hjorth fra Astma- og Allergi Danmark er foreningens medlemmer bekymrede og usikre. Henvendelserne drejer sig hovedsagligt om, hvordan man som allergiker kan forvente, at kroppen reagerer, hvis en eventuel smitte med coronavirus rammer èn samtidig med et allergisk anfald.

Mange allergikere bliver ramt på luftvejene, når deres allergi er i udbrud. Hvordan man skal forholde sig, hvis man samtidig smittes med coronavisusset, er selvfølgelig blandt de spørgsmål og den usikkerhed, som mange allergikere ønsker svar på, når de henvender sig hos Astma-Allergi Danmark.

Ligsom med tiltagene, der skal begrænse coronasmitte, handler det ifølge Betina Hjort om at være på forkant med begivenhederne:

- Det er altid vigtigt at være velbehandlet, når man har allergi og astma. Vi ved, at der er en sammenhæng mellem symptomer fra næsen og forværring af astma. Derfor skal man i pollensæsonen også sørge for, at næsen ikke er stoppet.

Udluftning og dynevask

Hvis man opholder sig mere i sin seng end normalt, for eksempel på grund af hjemmeundervisning og ekstra tv-kiggeri i disse coronatider, er man ekstra udsat for støvmider.

Derfor er det vigtigt, at man som tommelfingerregel vasker dyne, hovedpude og rullemadras fire gange årligt. Samtidig er det vigtigt at lufte ud.

Ifølge Betina Hjorth skal udluftning helst ske tidligt om morgenen eller sent om aftenen, da koncentrationen af pollen i luften er mindst her.

Er du i tvivl?

Symptomer ved en simpel allergi kan være de samme som ved coronavirus. Der er nogle enkle ting, man kan gøre for at finde ud af, om man er ramt af allergi eller virus.

Spørger man Betina Hjorth, er det første, man bør gøre, at tjekke farven på sit snot. Hvis det er klart, er der stor sandsynlighed for, at det ikke er virus.

Også den norske pollenekspert Anne Bistrup tager et lignende standpunkt.

- Hvis det hjælper at tage antihistaminer, øjendråber og næsespray, er det en indikation på, at der kan være tale om allergi.

Desuden påpeger hun, at der er forskel på symptomerne for coronavirus og allergi.

Virussymptomerne indebærer øm hals, hoste, feber og åndedrætsbesvær.

Ved allergi er det ofte kløe i næse, øjne og gane. Samt at man nyser en del.

Men hvis man er i tvivl, er det i denne corona-tid altid en god idé at blive hjemme.

(Foto: Astma-Allergi Danmark © Astma-Allergi Danmark)

Pollen og prognose: Hvordan hænger det sammen?

Som man kan se på tabellen, er vi på bagkanten af sæsonen for el og hassel lige nu. Samtidig er højsæsonen for elm på vej. Heldigvis er koncentrationen for alle tre rimelig lav. Til gengæld kan man igen i år se, at sæsonen har været skudt i gang nogle uger tidligere end normalt grundet den varme vinter.

Birkesæsonen er endnu ikke skudt i gang sydpå, men det kan ikke vare længe.

Prognoserne for de kommende uger forudsiger mest tørt vejr og gode chancer for sol. Hvordan vil det påvirke koncentrationen af pollen i luften?

Hvis DMI's prognose frem til midten af april rammer plet, ser det ud til, at der kommer gang i pollenspredningen inden længe. Længere perioder med højtrykspræget vejr vil i første omgang betyde, at fronter med regn kommer til at ligge langt fra Danmark.

Regn kan ellers i høj grad være med til at holde pollentallet nede. Regner det for eksempel en milimeter i løbet af én time, vil 65 procent af pollenkornene fra birk og bynke være vasket ud af luften.

(Foto: Søren Jacobsen © DR vejret)

Der er dog udsigt til, at der kan komme enkelte indslag af byger omkring månedskiftet. Samtidig ser det ud til, at nattefrosten slipper sit greb.

Luftens temperatur og antallet af solskinstimer har direkte indflydelse på, hvornår og hvor mange pollen planten sender ud i luften. De fleste planter afgiver flest pollen i en tre til fire timers periode, hvor temperaturen stiger mest.

Samtidig sender planterne flere pollen ud på en solskinsdag end på en overskyet dag.

Pollen kender ingen grænser

Det kan godt være, at grænserne i disse tider er lukket, men polllen er en gæst, vi ikke kan holde ude.

Hvis vinden kommer fra syd eller øst, samtidig med at vi har højtrykspræget vejr over det sydlige Skandinavien, kan det betyde, at en stor koncentration af pollen sendes mod Danmark.

Især birkepollen kan rejse langt på grund af den lette vægt og lille størelse. Den kan uden problemer rejse over 1.000 kilometer. I både Polen og Sverige findes der store områder dækket med Birkeskov.

Græspollen falder hurtigere til jorden, fordi de er større og tungere. De holder sig indenfor en radius af cirka en kilometer. Det betyder med andre ord, at jo større pollen er, jo sværere har de ved at holde sig svævende.