August slutter med vand: Ikke en dag uden skybrud

Den seneste uge har der alle dage været vand fra himlen i hele landet.

Mens Rømø lå i sol, var der udsigt til regnvejr over Jylland og en regnbue under skyen. (Foto: Steen Jeppesen)

August har i korte træk bestået af to slags vejrudsigter: Den første halvdel af måneden lød de på sol, tørt og varmt. Og i den sidste halvdel har vi fået vand næsten alle dage. Faktisk i en sådan grad, at der hver dag i denne uge har været risikovarsler fra DMI om, at der udsigt til kraftig regn og skybrud. Også i dag fredag er det meldingen for hele landet, med undtagelse af Bornholm. Og det er usædvanligt, siger meteorolog ved DR Vejret Mikael Jarnvig.

- Det er ikke ofte, at vi ser det så mange dage i streg med et risikovarsling. Men man skal huske på, at hvis der er en risikovarsel, gælder den oftest for en hel landsdel. Og et skybrud er altid lokalt, så statistisk set vil det være meget, meget få af landsdelens indbyggere, der oplever det.

Langt det meste af august måneds nedbør faldt i den sidste del af måneden. De sidste dage af måneden giver ifølge prognoserne også regn og byger.

En våd afslutning på måneden

Indtil 27. august er der i denne måned faldet totalt 55 millimeter nedbør i gennemsnit på landsplan, men langt størstedelen er faldet i den sidste halvdel af måneden. Faktisk er 53,2 af de 55 millimeter faldet de seneste 11 dage.

- Det er blevet til to uger med regn, som trækker hele statistikken for måneden. Det er i kontrast til, at vi inden det havde 12 dage helt uden regn. Men overordnet ser august ud til at give væsentligt mindre regn end vi normalt har, siger Mikael Jarnvig.

Skal man kigge i prognoserne ser lørdag også ud til at have regnvejr og byger, mens søndag kun har enkelte byger ligesom mandag. Tirsdag, når sommeren officielt er slut og efteråret begynder, ser ud til at blive tør med temperautrer på 20 grader.

Lørdag ser ud til at blive månedens sidste dag med byger i hele landet. Søndag bliver det hovedsageligt i Nordsjælland, og mandag og tirsdag bliver tørre med kun enkelte lokale byger, ifølge prognoserne.
Facebook
Twitter