Australiens hedebølge fortsætter

De seneste dage har billeder af skovbrande og en voldsom hedebølge i Australien gået verden rundt. Det er den værste i Australiens moderne historie.

Den aktuelle hedebølge i Australien har medført mange og store skovbrande. (Foto: Handout)

Voldsomme skovbrande og rekordhøje temperaturer har domineret Tasmanien og det østlige Australien i årets første dage. Aldrig før er der målt en gennemsnitstemperatur for landet som helhed på 40,33 graders varme. Samtidig figurerer de første 7 dage i januar alle blandt de 20 varmeste dage. Forventningen er at hedebølgen fortsætter de kommende dage og endda bliver lidt varmere.

Årsagen til hedebølgen

Det siger sig selv, at der spekuleres i årsagen til den voldsomme hedebølge. Tilbage i september så det ud til, at en ny el Niño var under opbygning, hvilket netop ville betyde en varm og tør sommer. Men i september gik udviklingen i stå, så forholdene burde være mere normale.

Meget tør periode

Ikke desto mindre har det gennem det australske forår og begyndende sommer især i den østlige Australien været tørt, og nu er temperaturen oven i købet rekordhøj. Der er altså ikke en udefra kommende årsag til hedebølgen, så måske er det "blot" en naturlig variation - og dog.

Global opvarmning

Det er forventeligt i forhold til den globale opvarmning, at hedebølger af denne karakter vil forekomme og FN's klimapanel, IPCC forusagde i deres 4. rapport fra 2007, at den sydøstlige del af Australien er i risikozonen for mere ekstreme hedebølger.

Samtidig har vi globalt i de seneste 10 år set flere ekstreme hedebølger, Europa 2003, Australien 2009, Rusland 2010, USA 2012 og nu igen i Australien 2013.

Dr. David Jones, leder af klimaovervågningen på Australiens "Bureau of Meteorology" har udtalt, at" den aktuelle hedebølge er i forhold til geografisk udbredelse, intensitet og tidslig længde hidtil uset i Australiens historie. Så det er klart at klimaet bevæger sig i forhold til den generelle opvarmnings tendens".

 

Facebook
Twitter