Badevandet er blevet usædvanlig varmt

16 - 17 grader i midten af maj er sjældent

Selvom vandet ikke er så koldt, som det ser ud til, var ikke alle børnene klar til at hoppe i bølgen blå i går formiddags på Svanemøllen strand. (Foto: Sean Bodin © DR brugerfoto)

Normalt er badevandet koldest i begyndelsen af marts og derefter går det langsomt fremad. I år var vejret i marts usædvanlig koldt, så der blev ingen opvarmning.

Koldt havvand giver kolde kyster

Da solen og varmen begyndte at komme i april måned, hørte vi i vejrudsigterne tit vendingen "...ved kysterne dog noget koldere". Selvom luften oprindelig var lun forårsluft, mistede den adskillige grader ved turen henover de kolde farvande. Først når luften kom ind over den solopvarmede landjord, steg temperaturen igen.

Men så kom maj

Det ekstraordinære sommerlige vejr i maj måned, har gjort en stor forskel. I begyndelsen af måneden var vandet stadig koldt, men her midt i måneden er vi oppe på 16 - 17 grader. Nogle steder inde i fjordene endda op til 19 grader. Det er usædvanlig varmt i forhold til årstiden. Badevandstemperaturen stiger typisk en halv grad per døgn når solen står så højt på himlen og der ikke er nogen skyer.

Vinden truer det varme vand

Det betyder ikke så meget for badevandet hvis lufttemperaturen skulle falde 5 grader i nogle dage. Det værste er vinden, - den vil nemlig blande det lune badevand, der ligger i de øverste vandlag tæt på kysten med det koldere vand, der ligger dybere nede og længere ude.

Facebook
Twitter