Dagen begynder med rigtig træls vejr.
Der er nedbør over stort set hele landet her til morgen.
Nedbøren falder som sne, slud og regn. Kortvarigt kan nedbøren desuden give let isslag, hvor underafkølede regndråber rammer jorden med slag af is.
Det er en lumsk vejrsituationen, der kan give farlige situationer i trafikken, fordi vejene bliver glatte, og det er svært at se.
Sne og blæst i Nordjylland, våd sne eller slud i resten af landet
I Nordjylland er der snestormslignende tilstande i morgentimerne med snevejr, sne på vejene og en hård vind til hård kuling med kraftige vindstød op til stormstyrke.
Vinden kommer østfra.
Det betyder, at man skal være ekstra opmærksom på vejret på de kanter først på dagen.
Som det ses på DMI's radar med nedbørstype falder nedbøren som slud i resten af landet og som regn sydpå.
Den sne, der er faldet i løbet af natten, er derfor efterhånden mest våd nu, og der er sjappet eller glat på vejene.
Vinden er frisk til hård fra øst og sydøst.
Med temperaturer svingende lige omkring frysepunktet over den nordlige halvdel af landet, kan det kan give vanskelige forhold på vejene.
Over de sydlige og sydvestlige dele af landet ligger temperaturerne på mellem en og syv varmegrader først på dagen.
Barsk vintervejr erstattes af regn og blæst
I løbet af formiddagen begynder nedbøren efterhånden at slå over i regn eller slud de fleste steder, da temperaturen stille og roligt stiger.
I eftermiddagstimerne kommer vi udbredt helt op mellem fire og otte grader, koldest nordpå og varmest sydpå.
Nedbørens intensitet aftager over de sydlige og centrale dele af landet omkring middagstid, mens det fortsætter med at regne ret hæftigt i resten af landet ud på eftermiddagen.
I løbet af eftermiddagen aftager østenvinden i Nordjylland, men i stedet frisker vinden op fra syd først i Sydvestjylland og sidenhen i resten af landet.
Vi får en frisk til hård vind, op til kuling ved Vestkysten.
Det bliver starten på et blæsende tirsdagsdøgn især langs hele den jyske vestkyst.
Der er udsigt til stormende kuling med vindstyrker på 20 til 24 meter i sekundet fra sydvest, med vindstød af stormstyrke og helt op til stærk storm.