Bøgetræer fældet på Smukfest: Ikonisk scene har fået vokseværk

Smukfest har flyttet Bøgescenerne 45 meter bagud. Nu er der plads til tusindvis af flere gæster, og for det har 70 træer måtte lade livet. Til gengæld er der plantet 120 nye.

De nye Bøgescener er så store, at de gamle Bøgescener ville kunne være indeni. (Foto: Sarah Sandhøj)

I to år har to splinternye og markant større Bøgescener stået klar.

Klar til koncerter med de allerstørste navne og klar til glade og skrålende (og måske lidt berusede) Smukfest-gæster.

Men både artister og gæster måtte blive hjemme, for så kom corona, og Smukfest 2020 blev aflyst. Og så fortsatte corona, og Smukfest 2021 blev aflyst.

Men i morgen bliver de nye Bøgescener endelig indviet, blandt andet af Justin Bieber.

Bøgescenerne er rykket 45 meter bagud. Hele græsarealet på billedet er altså plads, der ikke var der tidligere. (Foto: Sarah Sandhøj)

70 træer har ladet livet

Bøgescenerne er nu rykket 45 meter bagud og 70 træer er blevet fældet. Det har forpligtet festivalen til at plante nye træer, og det er blevet til 120 nye af slagsen andre steder i Dyrehaven. Det fortæller talsmand for Smukfest Søren Eskildsen.

Til gengæld er der nu plads til mange flere gæster under de grønne trækroner.

- Der er plads til over 40.000 mennesker, hvor der tidligere kunne være 30.000.

Det har været nødvendigt at lave plads til flere gæster og give Bøgescenerne en opgradering for at kunne tiltrække artister fra øverste hylde.

- Nu kan selv alt Justin Biebers gear være her, og det er virkelig stort, fortæller Søren Eskildsen.

Slut med at stå i vand til knæene

Når himlen tidligere har åbnet sig over Bøgescenen, har det været svært at holde fødderne tørre.

- Der har da været nogle år, hvor folk har stået i vand til knæene, fortæller Søren Eskildsen.

Corona-ventetid og det faktum, at Bøgescenerne alligevel skulle rykkes, gav dog mulighed for at løse problemet. Det har resulteret i et nyt system med drænlag foran scenen, riste ved frontzonehegnet og kæmpe rør, der fører vandet ud af skoven.

- Det gør, at gæsterne kan danse med tørre sko under koncerterne, hvis vi skulle være så uheldige, at der kommer regn.

Og det bliver gæsterne nok glade for, eftersom der er et par byger på årets Smukfest-program.

Det har tidligere været problematisk, når regnen har valgt at kigge forbi Smukfest. Søren Eskildsen håber nu, at de har fundet den bedste løsning. (Arkivfoto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix 2017) (Foto: Sarah Christine Nørgaard)

Ingen vand i hovedet på Justin Bieber

Søren Eskildsen håber sjældent på regn i forbindelse med afviklingen af Smukfest, men værdsatte den faktisk i forbindelse med opsætningen af de nye scener.

- Vi fik dispensation til at sætte dem op før tid, blandt andet for at være sikre på, at presenningen passede, men i lang tid kom der ingen regn.

Den enorme specialsyede regnfrakke kan selvsagt ikke prøvekøres uden regn, men heldigvis kom den i tide.

- Det passede perfekt, for så fik vi lige testet, at hætten var tæt. Det var den ikke helt, og det nåede vi heldigvis at fikse, så Justin ikke får vand i hovedet, når han står på scenen.