Bordbombe- eller raketvejr? Sådan bliver nytårsvejret

Det kan blive svært at holde liv i tændstikkerne nytårsaften, men det er ikke nødvendigvis på grund af regn.

Med lidt held kan man godt nyde raketter og batterier i tørvejr på søndag, men dagen starter regnfuldt og ud på aftenen og natten kan man stadig godt være uheldig at det regner, når tændstikkerne stryges. (Foto: Monica Højer © (C) DR brugerbillede)

Årets sidste aften repræsenterer egentlig meget godt vejret for 2017.

Der er nemlig både regn og vind i kikkerten, når vi kigger frem mod weekenden, og især hvad angår regn, handler det om geografi og timing, hvis man skal være heldig og få tørvejr.

Regn passerer landet fra vest mod øst

Et større regnvejr skal nemlig passere landet i løbet af dagen på søndag, og det kan stadig godt drille i nogle landsdele sidst på dagen den 31. december, mens man i resten af landet må være forberedte på spredte byger.

Med lidt god timing er det værste regnvejr overstået frem mod midnat. Vinden slipper til gengæld ikke rigtig sit tag. (© (c) DR)

Men er det tørvejr, hvor man opholder sig, vil det ikke være noget problem at se fyrværkeriet. Skyerne bliver nemlig tilstrækkelig høje, og sigtbarheden ser heller ikke ud til at blive noget problem på søndag.

Blæsende nytårsaften

Vinden kan til gengæld godt drille. Det bliver nemlig en mærkbar vind, som blæser fra sydvest.

Inde over land er det mest en let til frisk vind, men især langs Vestkysten og andre udsatte steder, kan vi godt komme op omkring en hård vind - måske lokalt en kuling.

Der er dog endnu fire dage til, så udsigten kan selvfølgelig nå at ændre sig en smule. Men det ustadige og blæsende vejr ser ud til at være en realitet både lørdag og søndag.

Facebook
Twitter
Emner: