Brug for nedkøling fra 30 grader? Så varmt er badevandet ved dig nu

Fra i dag vil det blive over 30 grader flere steder i landet.

I Haderslev har badevandet været omkring 15 grader de seneste dage, og med udsigt til at det de næste dage kan nå 30 grader, kan det blive en effektiv nedkøling. Foto: Viggo Hjort Kohberg

I dag bliver det for alvor sommer.

Vi kommer nemlig til at opleve temperaturer mellem 25 og 30 grader i langt det meste af landet.

Bornholm og andre øer vil det dog blive lidt mildere med temperaturer mellem 23 og 26 grader.

Varmest bliver det omkring Tønder, hvor temperaturen kan blive 32, måske 33 grader.

Med de høje temperaturer kan det være rart at have muligheden for at køle sig ned, og lige netop her er det danske klima oplagt. Havene omkring os kan nemlig i høj grad levere en nedkøling. Nogle steder vil det måske endda være rigeligt friskt.

Badevandet er lunest omkring øerne, mens man langs Vestkysten må klare sig med omkring 15 grader. Det varmeste vand finder man dog i fjordene. (Foto: Grafik lånt fra DMI)

Når det kommer til badevand, er der generelt to tommelfingerregler, der er værd at kende. Den første er, at de fleste foretrækker, at badevandet er 19 grader eller varmere, så det ikke føles for koldt.

Den anden er, at badevandstemperaturen stiger omtrent en halv grad om dagen, hvis der er skyfrit, omkring 20 grader eller varmere og lav vind. Det vil sige, at hvis prognosen holder for resten af ugen, bliver badevandet to grader varmere, end du kan se på kortet ovenfor.

Går du efter at ramme noget varmere vand, skal du søge mod Sjælland. Her finder du nemlig badevand, der er 19 grader varmt.

Allerede onsdag var der tre steder, hvor der blev målt mere end 19 grader. Det er ved Korsør, Holbæk og Roskilde. Det mest bemærkelsesværdige sted er Korsør, fordi det er ud til åbent hav.

Normalt vil vi nemlig oftest finde de højeste temperaturer i eksempelvis fjorde og bugter.

Det viser målingerne også nu, hvor landets højeste badevandstemperatur er på 23 grader i Limfjorden.

Onsdag middag var der stadig kun få steder, hvor vi omkring 19 grader. Data er fra DMI. (Foto: Grafik og data fra DMI.dk)

Har du brug for at blive kølet endnu mere ned, skal du søge mod en af de mange strande langs Jyllands kyster.

Her er vandtemperaturen mellem 15 og 16 grader.

Det er dog altid varmere i vandkanten, fordi solen varmer sandbunden op, og der ikke er lige så meget vand, der skal varmes op. Så kan du nøjes med at soppe, vil der være varmt badevand mange steder.

Generelt er kvaliteten af det danske badevand høj. Det har Det Europæiske Miljøagentur flere gange konstateret.

Du kan se en løbende vurdering af badevandet i hele Europa og undersøge din lokale strand her.

Det er kommunerne, der løbende undersøger kvaliteten af badevandet. Miljøstyrelsen har samlet oversigten på et kort her.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk