Campingpladser bliver bestormet af fastliggere: Melder alt udsolgt

Landets campingpladser er eftertragtede, og det giver ventelister.

Hos Rosenvold Strand Camping ved Vejle fjord er der helt booket op for fastliggere, der gerne vil have en plads. Lige nu er der 80 på venteliste. Foto: Anders Sandfær Lysholm

Med en bærbar computer og en trådløs internetopkobling er du kørende. Det har de fleste lært de seneste 12 måneder. Og med den viden in mente er der sket et nyt rykind på campingpladserne. Faktisk i en sådan grad, at langt de fleste fastliggerpladser er væk.

Blandt andet hos Rosenvold Strand Camping ved Vejle fjord, hvor man nu oplever, at en ny gruppe af gæster har meldt sig. Det fortæller forpagter Brian Petersen.

- Det er en bølge, vi rider på nu, men selve branchen har dermed også opdaget, at vi har tabt en generation før i tiden. Der har corona hjulpet os til at vinde nogle af de unge, der ikke tidligere har været på camping. Så nu skal vi være fremme i skoene, siger han.

Hos Dansk Camping Union ser landsformand Anne-Vibeke Isaksen især en tendens i, at flere har byttet en trang lejlighed eller et lidt for vant hus ud med udsigt til fri natur.

- Rigtig mange har siddet hjemme og har haft hjemmearbejdsplads, så det har givet os et endnu større behov for at komme ud, og hjemmearbejdet kan jo rykke med på campingpladsen. Hvis man arbejder som konsulent eller med reklame, så kan man lige så godt være kreativ i campingvognen som hjemme i lejligheden eller huset, siger hun.

Forpagter ved Rosenvold Strand Camping Brian Petersen oplever i år, at både yngre familier og hjemmearbejdet er rykket ind på campingpladsen. Foto: Anders Sandfær Lysholm

Vejret spiller en mindre rolle

Normalt er det vejrudsigten, der kan give en ret præcis indikation for, hvor mange bookinger der strømmer ind på campingpladserne. Men i en marts måned, hvor vi knapt har sluppet nætter med minusgrader, kan campingpladsernes forpagtere konstatere, at det ikke spiller den samme rolle i år. Lige nu er der 80 på venteliste til en fastliggerplads i Vejle, og det er gået hurtigt med reserveringerne i år, konstaterer Brian Petersen.

- Vi har set bookingerne tidligere end andre år. Allerede i januar var vi mere end fuldt booket, lyder det.

Campingpladsen har 260 pladser i alt. De 150 af dem er reserveret til fastliggere, og det er de pladser, der for længst er parkeret en campingvogn på. Brian Petersen oplever, at de camperende er mere villige til at se bort fra vejret.

- Vi oplever, at der er væsentlig flere folk, der har investeret i en campingvogn. Mange bliver hjemme (i Danmark, red.) på grund af corona, og der er mange flere, der har fået øjnene op for naturen, fortæller han.

Hjemmearbejde rykker i campingvognen

Selvom det kan virke umiddelbart tilgængeligt, at man kan trække sin sommerresidens med sig på krogen af en bil, er der dårlig nyt. Det er nemlig ikke kun ved Vejle, at man møder børnefamilier og hjemmearbejde på campingpladsen.

Hos Dansk Camping Union, fortæller landsformand Anne-Vibeke Isaksen, at tendensen med de eftertragtede fastliggerpladser gælder i hele landet.

- Vi har ventelister på rigtig mange pladser. Folk kan godt se, de ikke kommer sydpå, og så tænker de, at de skal bruges deres vogn på en anden måde, siger hun på baggrund af de 20 campingpladser, unionen driver i Danmark.

Tiltag til den tabte generation

Udover de mange pladser til fastliggere holder Brian Petersen fra Rosenvold Strand Camping ved Vejle fjord altid plads til, at der kan komme "kørende turister" forbi og få et par overnatninger.

Men uanset længden af opholdet, så oplever Brian Petersen, at coronapandemien har hjulpet til at få en bredere målgruppe ind.

Derfor har han også blandt andet paddle boards og sit-on-top kajakker i år. Aktiviteter, han håber vil tiltale de yngre beboere på pladsen.

Tiltag som dem er vigtige, hvis bølgen skal blive ved for dansk camping, mener landsformand Anne-Vibeke Isaksen.

- Det er fantastisk, at vi ser rigtig mange yngre og børnefamilier, så vi har alle tre generationer. Det er skønt at hylde mangfoldighed på den måde, siger hun.

Landets campingpladser har stadig plads til turister, der vil campere i kortere perioder. Lige nu er der ledige fastliggerpladser ved Dansk Camping Union i Skagen, Kollund og Bornholm.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk