Casper har padlet Danmark rundt stående på et surfbræt: Det har været det vildeste

En tur rundt langs Danmarks kyster afsluttes i dag for verdensmesteren i Stand Up Paddle.

Casper Steinfath har siden 2. april sejlet landet rundt. Han ankommer efter planen tilbage i Klitmøller efter cirka 1.450 kilometer. (Foto: Foto: Kasper Bøttern)

Der er langdistance, ekstrem- og ultradistancer. Og så er der, hvad Casper Steinfath selv finder på: 1.400 kilometers sejllads rundt om de danske kyster på et Stand Up Paddle-bræt - også kendt som et SUP-board. Og det hele klaret på et par og halvtreds dage, mens de vinterlige strøg knap havde sluppet landet endnu.

- Det har været det vildeste, jeg har aldrig nogensinde prøvet noget lignende. Det har presset mig ekstremt - både fysisk men også psykisk, siger 28-årige Casper Steinfath fra sit bræt et sted ud for kysten ved Thyborøn.

Han er onsdag i gang med den sidste del af sin Danmarks-rundsejling, og i dag er distancen 70 kilometer.

- Det blæser noget mere fra vest, end prognoserne sagde, så det betyder, at jeg hele tiden bliver presset ind mod kysten. Så det kan godt være, jeg først er inde i aften omkring 7-8-tiden, siger han.

Turen startede tilbage i april, hvor han satte sit bræt i vandet ud for Klitmøller, hvor han normalt bor. Normalen de seneste to måneder har dog været det telt, der er surret fast sammen med resten af oppakningen på brættet.

- Wow, der kom lige et marsvin, udbryder han midt i et svar. De pludselige hændelser og den mentale forberedelse på, at han ikke ved, hvad der venter ved næste paddel-tag, har været en del af turens udfordringer.

- Der er så mange perspektiver på sådan en tur. Det har virkelig presset mig ud i stadier, jeg ikke vidste, jeg kunne kapere. Jeg har padlet mellem 6 og 14 timer hver dag. Bevægelsen er ikke så hård, men når jeg er i gang i så lang tid, så føler man sig pludselig som en zombie.

Kunsten af være ligeglad

Hele turen er foregået ud for kysterne, og med undtagelse af nogle øer har de fleste landsdele og øer været inden for rækkevidde i løbet af de seneste måneders sejllads.

En enkelt del af landet fik han også oplevet på gåben, da han valgte at krydse Sønderjylland til fods med sit bræt og oppakning på en hjemmebygget vogn. Den trak han efter sig, inden han satte brættet i Vadehavet.

De mange timer alene på bølgerne har også givet plads til tankerne, fortæller Casper Steinfath.

Særligt inden turen spekulerede han på, hvordan man psykisk motiverer sig til den forestående udfordring.

- Svaret kom faktisk først to til tre uger inde i turen. For mig handlede det om, at jeg skulle blive tilpas med, at min krop er helt udmattet. Derfra tog min rutine over. Den ved, at jeg kan.

- Et paddeltag, fem paddeltag, ti paddeltag og pludselig er dagen godt i gang. Jeg kan jo ikke finde et rationelt argument for, at jeg skal gøre det, når jeg ligger i soveposen og fryser, og kroppen er helt brugt.

At fokuserere på vanen og det endelige mål har indtil videre været tilstrækkeligt til at få motivation til de tusindvis af paddeltag, og der har ikke været mange andre inputs på bølgerne. En enkelt lydbog er han dog nået igennem: 'The Subtle Art of Not Giving a F*ck'. Et budskab, han kunne relatere til, når han blev nødt til at fokusere på bølgerne omkring sig.

- Det var vildt spændende at være i, det var et punkt, hvor jeg ikke bekymrede mig så meget og bare lyttede til kroppen, jeg reagerede på instinkter. Hey, det er okay, din krop er helt ødelagt, men du klarer det.

De fleste kyster har haft den 28-årige verdensmester i SUP forbi. Her er det ved Møns Klint. Foto: Kasper Bøttern

Aftagende fascination af sne

Da denne linje skulle skrives, ringer telefonen. Det er Casper Steinfath i den anden ende. Han vil sikre, at billeder og videoer, han har sendt afsted, er kommet frem. Og så vil han lige opdatere på vejret. Vinden er gået i sydvest og hjælper nu på fremdriften med middelvind på omkring ti meter i sekundet. Så Casper Steinfath retter sig selv.

- Lige nu kører det bare, jeg er i hvert fald hjemme i aften, siger han med et grin. Den optimisme har han ikke kunnet holde under hele turen, fordi vejret også har givet ham næsten alle facetter. Fra 20 grader og sol ved Ebeltoft til en snestorm omkring Hirtshals.

- Jeg tænkte på, hvordan vi danskere plejer at være glade for snevejr... de første 30 minutter, og derfra er vi trætte af det. Da jeg havde padlet i en snestorm i seks til syv timer, havde jeg ikke den samme fascination af sne, siger han og griner.

Andre gange har vejret også direkte truet den videre færd. Eksempelvis efter gåturen mod Vadehavet.

- Jeg blev virkelig forskrækket, da jeg var lige omkring Rømø. Jeg havde ikke holdt godt nok øje med vejrudsigten, så pludselig hørte jeg et kæmpe brag, og der var en tordencelle lige øst for mig. Men alt gik godt, jeg kom i land og fik søgt ly.

Nyt fokus på fremtiden

Forårsturen er bare en af mange, som den forsvarende verdens- og europamester i Stand Up Paddle har begivet sig ud på det seneste år, men denne gang har det også været den hårdeste tur, han og brættet har overkommet. Og det har givet tanker, der vil vare ved, når han igen har et knap så gyngende underlag.

En selfie fra Vesterhavet onsdag formiddag, hvor der stadig venter cirka 50 kilometer inden hjemstavnen Klitmøller er i sigte. - Drømmescenariet er at fange en bølge og gå i land og give min mor et kram og et kys til forlovede. Foto: Casper Steinfath

- Jeg har helt sikkert fået en portion ydmyghed, det får man af det barske vand i Danmark, og giver respekt for vandet. Det at være tilstede, hvor det betyder noget. Hver halve time skal jeg lige kigge op og se, hvor jeg er, og hvor meget jeg er i live. Det er så lidt abstrakt, som noget kan være, siger han med knap 30 kilometer tilbage til Klitmøller. Og når han er der, vil han også tænke på lærdommen fra brættet og bølgerne.

- Jeg vil være bedre til at opsøge de tidspunkter, hvor man føler sig fordybet. Det giver perspektiver. Jeg har fået styr på min radar og ved, at værdier som familie er noget, jeg måske har taget for givet før, og jeg vil gerne være tilstede for min forlovede, mor og far, og værdsætte nære relationer noget mere. Rejse mindre og være der (hjemme i Klitmøller, red.) mere.

Du kan se hele Casper Steinfaths rute her.