Cyklonen Kenneth på vej mod Mozambique

En ny kraftig cyklon har kurs mod Capo Delgado og vil formentlig give regn i dagevis.

Comorra-øgruppen har mærket kræfterne fra Kenneth, som har kurs mod Mozambique. (Foto: IBRAHIM YOUSSOUF © Scanpix)

Det er ikke mere end seks uger siden, at cyclonen Idai hærgede i den sydøstlige del af Afrika. I henholdsvis Mozambique, Malawi, Madagaskar og Zimbabwe var mindst tre millioner mennesker berørt og over 1.000 mennesker mistede livet.

Torsdag eftermiddag rammer en ny og måske endnu kraftigere cyklon den nordlige del af Mozambique og den sydlige del af Tanzania.

Det ser ud til, at cyklonen rammer provinsen Capo Delgado hårdest. Her bor der til daglig 1,3 millioner mennesker. Hovedbyen Pemba med 150.000 indbyggere er en idyllisk havneby, som i disse timer forbereder sig på det værste.

Tropiske orkaner rammer sjældent Mozambique

Siden 1950 er Mozambique kun blevet ramt af tre cykloner med en intensitet, som er kategori 3 eller højere.

Kenneth begyndte som et tropisk lavtryk nordøst for Madagaskar og udviklede sig i løbet af onsdag til en kategori 1 orkan, samtidig med, at den passerede Comorra ø-gruppen.

Kenneth er i løbet af torsdag formiddag blevet endnu kraftigere.

Med middelvindhastigheder på omkring 60 m/s er det en kategori 4 orkan. Til sammenligning var den ødelæggende Idai en kategori 3 cyklon, da den var kraftigst.

På vej mod det afrikanske kontinent møder cyklonen havvand, som er mellem 27 og 30 grader varmt, og den præcise havtemperatur vil medvirke til, hvor kraftige vindstyker cyklonen har ved landgang torsdag nat.

Huse og træner blev væltet, da cyklonen ramte Comorerne. (Foto: IBRAHIM YOUSSOUF © Scanpix)

Kenneth får en langsom død

Hvis cyklonen bevæger sig ind over land, vil den relativt hurtigt falde i intensitet. Men der er desværre udsigt til, at Kenneth bevæger sig mod syd nær kysten og derfor bliver ved med at få fornyet energi fra det varme havvand.

Idai ramte den centrale del af Mozambique for lidt over en måned siden, og der var regnen og de efterfølgende mudderskred ødelæggende.

Kenneth vil ramme den nordlige del hårdest, og det er ikke kun vinden, som bliver ødelæggende. I dagevis er der udsigt til regn i den nordlige del af landet. Samtidigt vil den samle fugt fra havet og efterfølgende give regn i store mængder.

Ifølge BBC er der i prognoserne op imod 1000 millimeter regn, som primært vil ramme Mozambique.

Facebook
Twitter