Dage med klart vejr giver mulighed for at se stjerneskud

Frontregn og byger præger vejret i dag, men der kommer også lidt solstrejf.

Der er plads til lidt solstrejf ind i mellem de lavthængende skyer. I aften og nat bliver der mere plads mellem skyerne. (Foto: Birger Josephsen © (arkivfoto) DR Vejret)

Det er som om, der mangler noget her i begyndelsen af december, før julestemningen rigtig kan begynde at blomstre.

Godt nok pryder juletræer de fleste pladser, og julepynten glimter i vindueskarmene. Til gengæld funkler frosten med sit fravær.

Det dybe lavtryk, som hen over weekenden har sendt regn ind over Danmark, har samtidig sørget for varme fra syd. I nat kom temperaturen flere steder ikke under 10 grader. I dagtimerne holder vi det samme temperaturniveau mellem 7 og 10 varmegrader.

I dag vil der være en del byger, som afbrydes af til dels klart vejr, hvor solen bryder gennem mellem de drivende skyer. Det bliver en lille forsmag på det vejr, vi skal have tirsdag. Her kommer solen til at spille en mere central rolle end i dag.

Klart vejr giver julestemning

Vinden vil i løbet af i aften og nat dreje over i vest til nordvest, samtidig med at vinden tiltager til jævn til hård vind, ved kysterne stedvis kuling.

Den luftmasse, som bevæger sig over os i nat og i løbet af tirsdag, vil være mere tør og give gode forudsætninger for klart vejr.

Det betyder, at man i nat kan få øje på nogle af de mange stjerneskud, som i de næste to uger kan ses på himlen.

Samtidig vil der være gode muligheder for at få lidt sol på panden i løbet af dagen. Til gengæld falder temperaturen til mellem 3 og 6 grader i dagtimerne tirsdag.

Nattefrosten kommer kortvarigt tilbage

Efter en tirsdag uden noget særligt skydække til at holde på varmen, venter os en nat med temperaturer, som i de indre dele af Jylland igen vil ende lige omkring frysepunktet.

Natten til onsdag bliver den første af to dage med nattefrost, inden vi igen skal have en våd, grå og blæsende weekend.

Facebook
Twitter