Dagen i dag var årets hidtil varmeste

Termometret nåede næsten op på 20 graders varme på den jyske vestkyst.

En blåmejse i flot solskin ved Mariager. (Foto: Niels Marius Andersen.)

April har vist sig fra sin lune – og ikke lunefulde – side i dag, hvor der har været god mulighed for at nyde solen.

Flere steder i landet har temperaturen nået over 18 graders varme, og på den jyske vestkyst er der målt årets foreløbigt højeste temperatur:

- Jeg har officiel måling på 19,7 graders varme ved Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk, fortæller DR-vejrvært Christian Cherry.

Det er med afstand varmere end den foreløbigt højeste måling, som var på 17,5 graders varme ved Mejrup i går.

(© dmi)

Skyldes østeuropæisk varmepumpe

De nærmest sommerlige temperaturer skyldes en gunstig situation over Østeuropa:

- Et højtryk øst for Danmark og et lavtryk ved Biscayen, sydvest for os, pumper i samarbejde varm luft op over Nordeuropa og Sydskandinavien, siger Christian Cherry.

Desværre varer det ikke ved, for der er et vejrskifte på vej, forklarer han:

- De fleste steder vil man allerede mandag se, at temperaturen holder sig under ni grader, når det bliver varmest. Det gælder især Nord- og Østjylland samt Bornholm.

Godt nyt for haveejerne

Vi skal faktisk helt frem til slutningen af næste uge, før vi igen vil se tocifrede temperaturer, fortæller Christian Cherry:

- Det ser ud til, at der kan komme en del skyer fra midten af ugen og drille de solhungrende danskere. Skyerne vil til gengæld være godt nyt for haveejere, som længes efter at få plantet ud i haven og derfor gerne ser, at nattefrosten holder sig væk.

Facebook
Twitter