Dagens vejr: Regn i hele landet - også på Bornholm

Man kan godt få luftet paraplyen i dag, hvor hele landet får lidt regn før eller siden.

Selv bornholmerne kan se frem til at få regn i dag. (Foto: DR vejret © DR vejret)

Selvom det måske kan føles som om, der har været rigeligt med vand fra oven den seneste tid, så er der i hvert fald et sted, hvor haver og marker godt kunne trænge til en lille skylle – Bornholm.

Her er det små 2 uger siden, der er faldet noget regn af betydning, og det kan ses på DMIs tørkeindeks. Det laves der om på i dag, hvor et mindre regnvejr passerer hele landet.

Se mere om tørkeindekset her: DMIs Tørkeindeks

Dagens regn kommer fra sydvest, og det forventes at give mellem 4 og 8 mm vand. Efter regnen klare det op, ligeledes fra sydvest, og herefter står den på drivende skyer, lidt sol og et par enkelte byger hist og her.

Opklaringen slår allerede så småt igennem i Sønderjylland til formiddag, og til aften vil alle være med på den vogn, også Bornholm og Nordjylland.

Vi holder temperaturen nede på beherskede 16-20 grader, og det lufter lidt med let til frisk vind fra sydøst, drejende til sydvest i løbet af dagen.

Sidst på aftenen og først på natten løber det næste regnvejr ind mod vestkysten, og det kommer også til at præge en del af dagen i morgen.

Facebook
Twitter