Dagmar: Vandbarrierer lægges ud i god tid, inden højvande truer

Roskilde Kommune er i fuld gang med at forebygge, at forhøjet vandstand skal få fjordvand til at trænge ind i udsatte huse langs Roskilde Fjord.

Det bliver varslet om højvande under stormen Dagmar. Her lægges vandbarrierer ud ved Roskilde Fjord torsdag aften. (Foto: Sabine Hutzelsider © Brugerbillede)

Frygten for at stormen Dagmar medfører højvande ved Roskilde Fjord får Roskilde Kommune til lægge spærringer ud ved særligt udsatte områder langs fjorden.

Arbejdet begyndte allerede sent torsdag aften og forsætter fredag morgen, siger beredskabschef Lars Robetje ved Roskilde Brandvæsen til DR Nyheder:

- Vi har kriseberedskab. Det betyder blandt andet, at vi er i gang med at forberede os både på forhøjet vandstand og er klar med sandsække, halmballer og mobile vandbarrierer.

- Kriseberedskabet har forinden identificeret de udsatte områder langs fjorden, lige som vi har opdateret planerne for eventuel flytning af borgere.

Brug Facebook

Roskilde Kommune følger DMI's varsler om højvande for weekenden meget tæt. DMI’s seneste prognose varsler om en vandstigning på 1,33 meter over det normale lørdag aften. Det er dog langt under de 2,06 meter forhøjet vandstand, der fulgte efter stormen Bodil i december 2013.

Oversvømmelse Jyllinge, som er en Facebookgruppe for berørte borgere langs Roskilde Fjord, hilser det tidlige beredskab velkomment. En skriver:

- Så beredskabet i gang med halmballer nede ved os. Dejligt at se kommunen og beredskabet tænker på os.

- En anden borger skriver, at han gerne kommer fredag eftermiddag og giver en hånd med, til at fylde, køre, ligge sandsække ud.

- Andre konstaterer blot, at arbejdet med at forebygge vand i at trænge ind i husene er i gang.

Møder fredag eftermiddag

Det er Roskilde Brandvæsen, der koordinerer indsatsen i tæt samarbejde med politi, kommune samt frivillige og borgere ved Roskilde Inderfjord og i Jyllinge Nordmark.

Der er indkaldt til briefinger fredag middag og tidlig eftermiddag, hvor borgerne vil få en orientering om de nyeste prognier for vandstigning og arbejdet med at lægge vandsække ud vil blive koordineret så alle husstande sikre.

De berørte borgere skal holde sig orienteret dels på kommunens hjemmesideog på Facebook.

Desuden har Roskilde Kommune allerede etableret en døgnbemandet hotline.

Har du billeder og video fra stormen i dit område, så del gerne med DR's brugere. Send til 1212@dr.dk.

Facebook
Twitter