De kommende dage byder på mere gråvejr - men derefter kommer der sol og måske endda sne

I midten af næste uge bliver himlen lysere, og der kan komme sne.

Solen kan komme til at kigge frem i midten af næste uge (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix). (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Det noget kedelige decembervejr fortsætter søndag og mandag med gråvejr krydret med lidt regn og sludbyger mod syd. I resten af landet bliver det hovedsageligt tørvejr.

- Gråt, køligt og blæsende og dagtemperaturer kun lige over frysepunktet fra en til tre grader, lyder vejrudsigten for de kommende dage fra DR's meteorolog Thomas Kaa Mørk.

Men så begynder der at ske noget natten til tirsdag.

Vinden kommer fra nord, og det betyder, at der kommer både koldere, klarere og lysere vejr over Danmark, forklarer Thomas Kaa Mørk.

Tirsdag eftermiddag kan der være enkelte byger i den sydlige del af landet, men ellers står den til en afveksling på lidt eller nogen sol, især i Jylland og på Fyn.

Temperaturerne vil ligge og rode rundt omkring frysepunktet.

Sol og frost er for mange det fortrukne vintervejr. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Sne i sigte

Den danske december-fantasi om sne kan blive en realitet.

Hvis vi kigger lidt længere frem, indikerer prognoserne, at der kan komme snebyger onsdag, mener Thomas Kaa Mørk.

- Det er endnu lidt usikkert, men luften er blevet så kold, at hvis der kommer nedbør, så bliver det sne. Så som det ser ud lige nu, er der en sandsynlighed for sne flere steder i landet.

Temperaturen holder sig stabilt lige omkring frysepunktet i dagstiden. Om natten bliver det ned til omkring fem graders frost.

Mere sne kan være lige om hjørnet, og faktisk er der også mulighed for hvid jul. Meget tyder nemlig på, at temperaturen længere henne i december vil ligge under normalen temperaturmæssigt.

- Chancerne for sne længere fremme i december er større, end de plejer at være, siger Thomas Kaa Mørk.

(Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)