De næste tre dage kan give en måneds regn

Det bliver de tørreste steder i landet, der de næste tre dage kan forvente op mod 70 millimeter nedbør.

Himlen kommer til at skifte farve de næste dage, hvor der både kommer perioder med regn og byger. Mest vand kommer der i Syd- og Sønderjylland og Fyn. Billedet her er fra Skagen. Foto: Linda Mølgaard

Det bliver sjældent mødt med smil, når vi på Vejrets redaktion melder om et vejrskifte, der gør det nødvendigt at pakke paraplyen ned i tasken. Men det er der måske lidt bedre odds for i denne omgang.

For oven på en usædvanlig tør start på efteråret, så ser det kommende vejrskifte ud til at falde meget passende. Det fortæller meteorolog ved DR Vejret Anders Brandt.

- Efter en periode med tørvejr er det nu et lavtryk ved De Britiske Øer, der tager styringen over det danske vejr. Lavtrykket vil sende flere fronter frem mod Danmark, siger han.

Bygerne vil både kunne ses og høres fra onsdag, fortæller han.

- Onsdag ventes regn- og tordenbyger i Jylland. I løbet af aftenen breder de sig til resten af landet.

De næste dage bliver det særligt Fyn, Syd- og Sønderjylland, der får mest vand, mens andre egne længst mod nord og øst får mere begrænsede mængder. Grafik: Anders Brandt

Holder prognosen, kan man vitterligt sige, at regnen falder på et tørt sted. Det er nærmere bestemt i landets sydvestlige hjørne, at der kommer mest vand de næste dage.

Det er selv samme sted, hvor tørkeindekset de fleste steder er på 10 ud af 10.

Tre våde dage

Der vil være stor forskel på, hvor meget vand man får, alt efter hvor i landet man bor.

Udover at bidrage til at trække tørkeindekset ned, så får de mørke skyer samme effekt på temperaturen.

De næste dage vil man mange steder se de højeste niveauer omkring 15-17 grader, mens egne med tørvejr stadig akkurat kan se nålen ramme 20 grader.

Efterår

De fleste skal dog indstille sig på et par byger, siger Anders Brandt.

- Torsdag kommer der lidt regn flere steder, og i løbet af aftenen og natten breder et større område med regn sig op over den sydlige del af landet. Her vil det blive liggende hele natten og en stor del af fredagen, og i perioder kan regnen blive kraftig, forklarer han om prognoserne for vejret.

Sidst, der for alvor kom vand fra himlen, var den sidste weekend i august, hvor det blev til en stribe af kraftige skybrud. Her er det skyformationer umiddelbart før torden og skybrud. Billedet er taget i Høruphav ved Sønderborg fredag 26. august. Foto: Karsten Frisk

Og fredag kræver det tålmodighed, inden du sikkert kan bevæge dig udenfor uden en regnjakke, siger Anders Brandt.

- Først fredag aften ventes regnvejret at brede sig videre mod nord, inden regnvejret hører op i løbet af lørdagen.

Kortet viser, hvor meget vand vi samlet kan forvente, der vil falde fra onsdag og indtil starten af weekenden. Grafik: Simon Brix

Få dage giver en måneds nedbør

Og hvis du er i gang med at pakke enten din egen eller børnenes taske til de næste par dage, så er det en god plan at sørge for noget, der kan holde regnen helt væk.

Mod syd kan man nemlig nemt indhente den forsømte regn fra sommeren i løbet af de næste dage.

- Indtil lørdag ventes ifølge de seneste prognoser udbredt 50 millimeter regn eller mere over den sydlige del af landet. Stedvis kan der i Sønderjylland og på Lolland-Falster falde op til 80 millimeter regn. Det svarer til mere end en hel måneds regn. Normalt falder der i hele september 74,7 millimeter, siger meteorolog Anders Brand fra DR Vejret, og tilføjer, at det bliver en lidt roligere omgang, jo længere mod nord man er.

- I den nordlige og østlige del af landet slipper man med blot 10-20 millimeter regn.