Den varme og tørre danske sommer er sat på standby - nu kommer vestenvindssommeren

Den kommende uge kan vi forvente flere byger og lavere temperatur, siger DR's vejrvært.

Den kommende uger kommer der masser af regn. Du kan dog trøste dig med, at bygerne bliver mindre kraftige, end de har været de seneste dage. Billedet her er fra mandag, hvor Kalundborg blev ramt af skybrud. (Foto: Jokum Tord Larsen © Scanpix)

Hvis du havde håbet på, at de seneste dages regnvejr bare var en svipser fra vejrgudernes side, så bliver du nok en smule skuffet i de kommende afsnit.

Skal man tro på prognoserne, så tager vi nemlig nu hul på en periode med både mere vind, regn og lavere temperaturer.

Det fortæller DR’s meteorolog og vejrvært Søren Jacobsen.

- Vinden kommer nu fra nordvest og går senere i ren vest, og lavtryksbanerne ændrer sig, hvilket giver knapt så varmt vejr og mere regn.

I store dele af sommerferien har den danske sommer vist sig fra sin bedste side med masser af sol og høje temperaturer. Det ændrer sig dog nu. (Foto: Viggo Hjort Kohberg © DR / Brugerbillede)

Regnbyger får anden karakter

Det meget varme og trykkende vejr den seneste tid har ikke bare givet regn. Det har givet meget regn. Rigtig meget regn.

På forsikringsvejret.dk kan man se, at der er blevet registreret både skybrud og en hel del lynnedslag de seneste fire dage.

Og ifølge DMI er der på bare tre døgn registreret 35 skybrud, hvoraf syv af dem er dobbelte skybrud. Definitionen på skybrud er, at der skal falde mere end 15 mm på 30 min.

Ifølge DMI ligger antallet af skybrud en hel del over normalen. (© dmi)

Det ændrer sig dog også den kommende tid, siger Søren Jacobsen.

- Vi vil stadig se en hel masse regnbyger, men de skifter karakter fra at have været de her store klumper af voldsomme regnskyl og tordenbyger. Om et par dage bliver det mere vestenvind og lavere temperaturer, og det fører mere almindelige regnbyger uden torden og hagl med sig, siger Søren Jacobsen.

Klassisk vestenvindssommer

Ifølge meteorologen falder temperaturen til mellem 16 og 21 grader, og det bliver til tider blæsende, der vil komme byger, men også sol indimellem.

Det bliver kort sagt en klassisk vestenvindssommer, siger Søren Jacobsen.

- Den tørre sommer med østenvind er sat på standby. Nu bliver det en køligere og mere fugtig udgave af sommervejret med vestenvind.

Vi skal til at vænne os til flere skyer og regn, end vi har været vant til denne sommer. Her er tordenbyger på vej ind over Tornby Strand i går. (Foto: Vivi Grøn © DR / Brugerbillede)

Det betyder dog ikke, at den solrige sommer er helt slut.

- Det kan sagtens nå at blive godt vejr senere i august, siger Søren Jacobsen.

Og ser man på DMI's seneste månedsprognose, der udkom i går, er der da også et lille glimt af håb om sol og varme, når vi kommer til uge 33.

- Et lavtryk eller lavtrykstrug kan fortsat ligge over Norskehavet eller Island, hvilket vil medføre en dominerende sydvestlig eller vestlig vind, men der er nu større sandsynlighed for at højtryksrygge i perioder bevæger sig frem mod og ind over Sydskandinavien og giver længere perioder med tørt vejr og gode solchancer, skriver DMI.

Facebook
Twitter