Det bugner med frugt, men avlere risikerer at miste gevinsten

En god sommer har givet overvældende frugtudbytte. Men energipriserne gør opbevaring svær.

Mens der er knaphed på nogle varer og stigende priser på fødevarer, så er det helt andre problemer, der melder sig hos landets frugtavlere. En sommer med den helt rigtige kombination af sol, varme og vand har nemlig i år givet et ekstraordinært udbytte fra pære-, æble og frugttræerne rundt i de danske plantager.

Det fortæller Vagn Nielsen, æbleavler på Snaptun Frugtplantage.

- Normalt høster vi 325 ton æbler. I år ser det ud til, at vi lander omkring 450 ton. Og faktisk er der lige nu mere, end hvad der kan afsættes til forbrugerne, siger han.

- Jeg har seks kølerum, der hver kan indeholde cirka 40 tons. Vi har jo aldrig prøvet noget lignende før, siger æbleavleren, der driver plantagen i anden generation.

Vagn Nielsen på plantagen.

En sommer af den rette støbning

Ifølge de frugtavlere, som DR har talt med, så er det et generelt billede, at frugthøsten har været overordentlig god i år. Derfor er problemet udbredt i hele landet, lyder det fra Jan Jager, frugtavler på Kærsbo Frugtplantage og formand for Æble/Pærerklubben.

Sommeren har budt på mere sol end normalt i nogle af sommermånederne, og det har været godt for varmen og frugterne. Foto: Thorkild Brund

- Der er stor usikkerhed hos mine kollegaer om, hvad vi stiller op, for der er meget mere frugt, end der er afsætning her og nu.

Normalt kan den slags klares med at opbevare frugten på køl, men det rækker økonomien ikke til i år. De høje energipriser har nemlig gjort det for dyrt til, at det kan svare sig.

Derfor kører de seks kølerum ved Snaptun Æbleplantage heller ikke hele døgnet.

- Jeg har installeret en app, så jeg hele tiden holder øje med elprisen. Når den er over 3,25 kroner, så slukker jeg, siger Vagn Nielsen.

Kølerummene kan forlænge frugtens holdbarhed. Der er ikke nogen sundhedsskadelige problemer for frugten, men det vil give avlerne kortere tid til at afsætte endnu mere frugt end normalt. Men som Vagn Nielsen siger.

- Vi har aldrig prøvet det her før, så vi risikerer, at nogen bliver dårlige, og der kommer skader på frugterne, siger han.

Og selvom det er en omvendt problemstilling for alverne, der normalt håber på, at vejret arter sig, så deres høst bliver optimal, så gør situationen dem nu frustrede. Det fortæller Jan Jager, frugtavler på Kærsbo Frugtplantage, formand for Æble/Pærerklubben.

- Avlerne kan vælge at lade frugten hænge og begrænse omkostningerne. Man kan også vælge at plukke frugten, gemme den på køl og sælge den senere med uvished om elprisernes udvikling. Mine kolleger er simpelthen i tvivl, om de skal spille roulette og gemme frugten.

Det har været en generelt varm sommer, der har givet det gode udbytte

Tilbage på Snaptun Æbleplantage håber frugtavler Vagn Nielsen på, at energikrisen løser sig, så kølerummene kan holde temperaturen jævn døgnet rundt. Ellers ser han ingen anden løsning end at lade en del af gevinsten forblive på træerne.

- Normalt vil vi lave en tredje plukning, men hvis det her udvikler sig, og det bliver ved med at være lunt, og energipriserne forbliver høje, så vil vi lade frugterne hænge på træerne.