DMI: Det kan blive meget glat i nat og i morgen tidlig

DMI varlser om isslag fra klokken tre i nat og frem til klokken otte søndag morgen.

Biler skøjtede rundt på grund af meget glatte veje den 22. januar. Værst var det på Sydmotorvejen, hvor mellem 50 og 100 biler var involveret i en stribe uheld. Her er færdselsuheld forårsaget af isslag på motorvejen ved Karlslunde. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © (arkivfoto) Scanpix)

Man kan hurtigt komme til skade i nat og i morgen tidlig på veje og stier, hvis en forudsigelse fra DMI om isslag holder stik.

I løbet af natten til søndag kommer der en svagere front ind over landet fra vest, og den bringer en mildere vejrtype med sig.

Det betyder, at temperaturen vil lægge sig langt over frysepunktet, samtidig med at den lune og fugtige luft vil skabe en del lavtliggende skyer med nedbør. Men samtidig har vi haft en længere periode med meget lave temperaturer, og derfor er overflader på veje og fortove iskolde.

Om nedbøren falder som underafkølet regn (isslag) eller regn, der fryser til is på den kolde overflade, er sådan set underordnet. For resultatet er det samme: Det bliver usandsynligt glat.

Hvor bliver det glat?

Jo længere mod øst man befinder sig, desto mindre er risikoen for, at der kommer isslag. Ifølge DMI er det eneste sted i Danmark, hvor man kan vide sig sikker på at undgå glatte veje og fortove, Bornholm.

Nedbøren ser ud til at falde hen over dele af Jylland, men der en risiko for, at der også falder nedbør øst for Storebælt. I så fald kan jordoverfladen flere steder være under frysepunktet i morgentimerne med glat føre til følge.

Der er risiko for isslag på Sjælland, Møn, Lolland og Falster, samt i den nordøstlige del af Jylland. I resten af Jylland og på Fyn er der et varsel om isslag (© dmi)