DMI: Juli måned endte gennemsnitlig – men fik en meget våd afslutning

Samlet set bød juli på 36 skybrud. 24 af dem kom i går.

Juli måned har både budt på meget varme og meget våde dage. (Foto: Viggo Hjort Kohberg © DR Vejret - Brugerbillede)

Juli har vejrmæssigt været en interessant måned, men også en ret gennemsnitlig én af slagsen.

Den har budt på omfattende lokale, regionale og landsdækkende varme- og hedebølger. Men der er også blevet registreret flere skybrud. Faktisk 36 af slagsen, hvoraf otte kom i forgårs og 24 kom i går på månedens sidste dag.

- Det er ikke som sådan unormalt med så mange skybrud i en juli måned. Men det er ret usædvanligt med så mange på én dag, siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog hos DMI.

De mange skybrud de seneste par dage skyldes, at de forrige dages meget varme luft – som også resulterede i hedebølger – blev presset af køligere vinde fra nordøst og vest, som fik himlen til for alvor at åbne sig.

- At der er målt 24 skybrud i går, er ikke det samme, som at der kun har været 24. Det er jo kun vores målestationer, vi har data fra, så man kan sagtens forestille sig, at der har været endnu flere, siger Frank Nielsen.

Samlet set er der på landsplan faldet 67 millimeter regn i juli 2019. Det er godt ti procent mindre end ti års gennemsnittet fra 2006-2015, hvor der i snit faldt 73 millimeter. Men sammenligner man med den såkaldte klimanormal, som dækker perioden 1961-1990, er der dog faldet omtrent to procent regn mere end normalt.

- Så i den henseende har det jo hverken været en særlig våd eller tør juli. Den har bare haft en ret våd afslutning, siger meteorolog Frank Nielsen.

Hverken rigtig kold eller rigtig varm

Det er ikke kun nedbøren, som gør juli 2019 ret gennemsnitlig.

Både middeltemperaturen har været mindre og solskinstimerne færre, når man sammenligner med ti års gennemsnittet. Mens begge har været højere, når man sammenligner med klimanormalen.

Juli 2019 endte nemlig med en døgnmiddeltemperatur på 16,7 grader, mens den i perioden 2006-2015 lå på 17,4 grader – altså 0,7 grad mere. Kigger man på klimanormalen for juli måned hedder tallet 15,6 grader, hvilket er 1,1 grader mindre.

Det samme billede gælder for antallet af solskinstimer. Dem havde vi 222 af i juli måned i år. Det er 20 færre end i perioden 2006-2015, men 26 flere end klimanormalen.

- Så her kan man faktisk ikke bruge statistik til ret meget. For juli har været ret opdelt med nogle ret kølige uger og ret varme uger. Og alt efter hvilken uge, man har haft ferie i, vil man have oplevet sommeren i juli forskelligt. Men langt hen ad vejen har den altså været ret middelmådig, siger Frank Nielsen.

Facebook
Twitter