DMI: Juni bliver mest tør

Der er tørke i hele landet og nogle steder ser ikke ud til at få slukket tørsten i juni.

Maj var en sand solstrålehistorie og har hevet hele to rekorder med hjem til kaminhylden.

Den ene er for flest solskinstimer (363) og den anden er for højeste middeltemperatur i maj (15 grader). Det har til gengæld været noget sparsomt med regn i den sidste forårsmåned.

Det har efterladt landmænd og haveentusiaster med en del malurt i bægeret. De er så klar på at få vedvarende regn i nogle dage. For stedvis regn eller en kraftig byge er ikke nok til at vende balancen.

Varmebølge og tropedøgn

Denne uge er præget af varmt og solrigt vejr. I de vestlige dele af landet kan vi lokalt komme op på 30 grader fredag eller lørdag. I Sønderjylland kan vi fredag eller lørdag få årets første tropedøgn. Det vil sige at man ikke kommer under 20 grader i et helt døgn.

Søndag kan der komme en smule regn fra vest, men ikke vedvarende regn og sandsynligvis kun et par millimeter til dele Jylland og kun enkelte dråber på Fyn og Sjælland. Måske forbliver Bornholm knastør.

Ustadigt med enkelte tordenbyger

I uge 24 ser vejret ud til at blive mere ustadigt, når svage fronter eller lavtryk banker på Danmarks vestvendte kyster. Men bortset fra kortvarige regnperioder og en del mere skyet vejr, fortsætter det med at holde mest tørt. Temperaturen kommer til at ligge omkring 18 til 23 grader

Uge 25 og 26 ser ud til at blive mest tørre og minde mest om begyndelsen af Juni. Det kan gå hen og blive en udfordring for de tørre marker, men rekord for mindst nedbør bliver der ikke tale om.

Den rekord stammer fra det herlige år 1992, hvor Danmark vandt EM i fodbold. Der faldt der nemlig kun sølle én millimeter regn i hele juni.

Tørkeindeks skriger på vand

Der er kun ti trin på DMIs tørkeindeks og vi er mellem 8 og 10 i næsten hele landet. Udtørringen af jorden ser ud til at fortsætte, på trods af at der kan komme noget mere ustadigt vejr fra slutningen af denne uge. Det betyder, at store landområder vil komme til at ende i den højeste risiko for tørke inden midten af juni.

  • Print
  • Del artiklen: