DMI lancerer ny tjeneste: Vil varsle dig, hvis farligt vejr rykker tæt på

Nu vil DMI advare dig direkte på mobilen, hvis der er farligt vejr på vej i dit område.

DMI vil blive bedre til at sende lokale varsler, når vejret viser tænder. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Vejrmenuen er så småt begyndt at ændre karakter - efter en sommer med sol og tørke, kan vi nu se frem mod en tid, hvor kortet byder på mere storm og regn.

DMI's vejr-app

Og med det i udsigt lancerer DMI i dag en ny app, som blandt andet indeholder et nyt, mere avanceret varslingssystem, der skal advare dig, hvis der er storm eller kraftig regn på vej. Det kan være derhjemme, i sommerhuset eller måske i havnen, hvor båden ligger fortøjet.

- Et lokalt skybrud på eksempelvis 15-20 millimeter er jo ikke nok til at sende et nationalt beredskabsvarsel, men det kan være godt at vide for den enkelte, hvis kælder er i fare for at blive oversvømmet, siger Michael Skelbæk, der er daglig leder af Operationen i DMI.

I dag er det allerede muligt at blive varslet på mobilen af Beredskabsstyrelsen, hvis der er farligt vejr på vej, men med den nye app bliver varslingerne endnu mere lokale, fortæller Michael Skelbæk.

Fra 400 steder til 10.000 steder

Den nye app fra DMI kommer til at vise vejret for 10.000 steder i Danmark. Et stort spring fra de 400, som i dag tilbydes.

Og den nye detaljegrad gør det nemmere for DMI at levere mere lokale og præcise varslinger, fortæller Michael Skelbæk.

- Vi kommer til at skrive præcis, hvornår regnen kommer og hvor mange millimeter, der er tale om. Der vil dukke en besked op på mobilen i så god tid som muligt, så man kan nå at sikre kælderen eller havetrampolinen, hvis der også er vind på vej.

DMI har nu øget antallet af punkter, som man kan søge frem på vejrtjenesten og få lokale prognoser fra.

Regnjakke eller solbriller?

Det er ikke kun, når der er skybrud eller storm på vej, at DMI vil hjælpe danskerne. For appen skal også gøre det nemmere at vælge regntøjet til eller fra, når cykelturen til jobbet venter.

- Det bliver muligt at se en detaljeret vejrudvikling på radarbillederne halvanden time frem. Et indblik, som ellers kun har været forbeholdt vores meteorologer, som har siddet og lavet vejrudsigterne, forklarer Michael Skelbæk fra DMI.

En tredjedel af DMI's brugere tjekker vejrudsigten via mobilen.

Facebook
Twitter