DMI: Sommeren 2018 er rekordsolrig

Og hvis himlen arter sig, bliver 2018 måske det mest solrige år.

Sommeren 2018 har i den grad indbudt til en strandtur, især juni og juli har været præget af højtryksvejr med masser af sol og varme. (Foto: Sofie Mathiassen © Scanpix)

Efter en juni og juli pakket ind i sol og sommervarme, så er august kommet mere slapt ud af starthullerne med lidt køligere vejr og flere skyer. Vi skulle derfor helt frem til i dag, den 25. august før DMI kunne meddele, at vi nu har overgået soltimerekorden fra sommeren 1947.

Solrekorden løb faktisk allerede ind i DMI’s database i går aftes kort før solnedgang. Den tidligere solrekord fra sommeren 1947 (juni, juli og august) lyder på 770 solskinstimer og i går aftes blev den hermed overgået, da soltime nummer 771 blev registreret.

Sommeren 2018 er derfor nu officielt den mest solrige sommer siden de landsdækkende målinger begyndte i 1920. Mikael Scharling, som er klimatolog ved DMI, vurderer at sommeren 2018 formentlig vil ende med omkring 790 soltimer, når måneden er omme.

'Sommeren' kom allerede før det blev sommer. Allerede i maj var der fuld blus under solen og maj 2018 blev da også rekordsolrig. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Rekordsol i både maj og juli

Sommerens solrekord kan i øvrigt vokse til endnu mere. To måneder i 2018 har nemlig allerede udmærket sig ved at være rekordsolrige, nemlig maj og juli. Ifølge Mikael Scharling er der derfor potentiale til at hele året kan ende med at blive det mest solrige i dansk vejrhistorie. Solrekorden for hele året lyder foreløbigt på 1878 timer og er også fra 1947.

Årsrekorden afhænger især af september

Det afhænger dog i høj grad af hvordan især septembervejret udvikler sig. Der er nemlig mulighed for, at hente mange soltimer sammenlignet med de efterfølgende mørkere efterårsmåneder. Alt andet lige ser 2018 i hvertfald ud til at havne i den høje ende af soltimeantallet

Facebook
Twitter