DMI: Varsel om skybrud og kraftig regn

Det er især den vestlige del af landet, som skal døje med naturens kolossale kræfter i dag.

Mange måtte løbe fra regnen, da den pludselig overraskede beboerne i Kolding.

Der skal holdes ekstra øje med vejrudsigterne i dag, for ifølge DMI kan der lokalt komme skybrud og mange landsdele kan få kraftig regn.

Der er varsel om skybrud og kraftig regn i Jylland og på Fyn, mens der er risiko for voldsomt vejr i den vestlige og sydlige del af Sjælland, på Lolland-Falster samt Møn.

I løbet af eftermiddagen tager regnvejret til i store dele af Jylland og den vestlige del af Fyn. Det er sandsynligvis inde i landet eller langs den jyske østkyst, at man får skybrud. Men også den sydlige del af vestkysten, ser ud til at være i farezonen.

Ifølge DMI vil der lokalt falde mellem 25 og 35 millimeter regn, indenfor en periode på seks timer i dag. Varslet om kraftig regn og skybrud gælder Jylland og Fyn, mens der kun er risiko for skybrud og kraftig regn i den sydlige og vestlige del af Sjælland.

Regn, torden og hagl

Fronten bevæger sig mod øst i løbet af aftentimerne, med meget nedbør og eventuelt torden samt hagl til følge. Det bliver nok fynboerne samt østjyderne, som vil opleve over 24 millimeter i vandmåleren i en periode på seks timer.

Senere på aftenen rammes Lolland, Falster og Vestsjælland af de sidste kræfter, men formentlig 'kun' med nedbørsmængder i underkanten af 20 millimeter.

Kun smådryp på Bornholm

Hovedstadsområdet, Nordsjælland samt Østsjælland rammes af en ordentlig skylle omkring midnat, mens bornholmerne får lidt 'smådryp' i løbet af natten.

Formiddagen vil være tør på Bornholm og i den østlige del af Sjælland, mens resten af landet får stedvis regn.

Allerede før middag gør kulden sit indtog omkring Vadehavet i den sydvestlige del af Jylland. I begyndelsen bevæger fronten sig fra syd mod nord.

Vådt i vådt

I perioden fra 4. til 8. juni faldt der regn svarende til knap halvdelen af en normal juni måned. Nemlig 25,1 millimeter regn overfor 55 millimeter.

I alt er der faldet over en milliard ton vand i Danmark på bare fem dage, og i de kommende fem dage er der tæt på samme mængde på vej.

Så allerede nu kan man næsten konkluderer, at juni 2017 bliver vådere end normalt.

I følge prognoserne, vil de få steder i Danmark,hvor man stadig savner mere regn til markerne og haverne, få mellem 25 og 30 millimeter regn i dag. (Foto: DMI © (c) DR)