DMI-varsel: Vindstød af stormstyrke og 'farligt vejr'

Der er risiko for forhøjet vandstand i den vestlige del af Limfjorden, oplyser DMI.

Langs den jyske vestkyst vil der i løbet af søndagen være risiko for vindstød af stormstyrke. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Et kraftigt blæsevejr forventes søndag at ramme landet, og det vil især kunne mærkes langs den jyske vestkyst og området omkring den vestlige Limfjord.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Der er udsendt et varsel i kategori 2 'farligt vejr', som fastslår, at der er risiko for forhøjet vandstand i det vestlige Limfjordsområde. Der forventes en vandstand mellem 1.2 og 1.6 m over normal vandstand.

- I morgen aften og natten til mandag vil den kraftige blæst presse vand ind i Limfjorden, så vandstanden stiger, siger Henning Gisselø, der er vagthavende hos DMI, til DR Nyheder.

DMI skriver i varslet, at borgere i området skal være forberedt på, at hård vind kombineret med forhøjet vandstand kan føre til lokale kystnære oversvømmelser og betydelig skade på klitter, diger, havne og bygninger.

Risikomelding

Derudover er der udsendt en risikomelding om stormende kuling og vindstød af stormstød langs den jyske kyst.

- Det vil blæse kraftigt især i morgen eftermiddag, og så aftager det langsomt i løbet af natten, og på mandag ligger vi forholdsvis fredeligt, siger Henning Gisselø.

Vindstød af stormstyrke, 25 m/s, forventes over Vestkysten og det nordvestlige Jylland i tidsrummet søndag mellem kl. 12 og kl. 18. Søndag aften og natten til mandag vil vinden langsomt aftage og dreje til nordvest.

Det bliver også blæsende i resten af landet, men vindstød af stormstyrke ser ud til kun at ramme Vestkysten og det nordvestlige Jylland.

Facebook
Twitter