DMI varsler vindstød af stormstyrke i det sydlige Danmark

De sidste dage i februar byder på mere regn og blæst.

DMI varsler om vindstød af stormstyrke med op til 32 meter i sekundet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Den vådeste februar nogensinde bliver lidt vådere - så hvis man håber på forårets tidlige gennembrud, ser det ud til, at man skal vente lidt længere endnu.

DMI har i dag varslet, at der i den sydlige del af landet ventes stormende kuling. Det giver vindstød af stormstyrke på 25 til 32 meter i sekundet fra sydvest og vest. Blæsten tager også mere regn med sig.

- Der er kommet lidt regn i nat, og der kommer mere i dag i forbindelse med bygerne, som er meget spredt over landet. Der vil falde et gennemsnit på cirka fem millimeter her i døgnet, siger Martin Lindberg, som er vagtchef ved DMI.

DMI varsler voldsomt vejr ved den sydvestlige del af Jylland, det nordlige Fyn og det vestlige Sjælland.

Et lavtryk bevæger sig stik mod øst over landet, og det er særligt syd for lavtrykket, at der forventes den kraftigste blæst.

- Jeg regner med, at vi får vindstød op til storm eller kuling i den sydlige del af landet. Men det bliver jo ikke en ny vinterstorm, siger vagtchefen.

Ved Vadehavet har DMI lige nu varslet, at der forventes en forhøjet vandstand på 2,4 til 3 meter over normal vandstand.

Det forventes, at de kraftigste vinde vil være til stede i det sydvestlige Jylland om formiddagen omkring klokken ni. Ved den sydøstlige del af landet skulle det særligt være om aftenen, at de kraftigste vinde rammer.

- På Sydsjælland får man den kraftigste vind, siger Martin Lindberg.

Kort pause inden en våd weekend

Martin Lindberg ved DMI fortæller også, at man onsdag og torsdag kan forvente meget mere tørt vejr, men at der i weekenden igen falder regn.

- Det ser bedre ud onsdag og torsdag. Det bliver stort set helt tørt de dage. Men i weekenden kommer der igen kraftig regn med omkring 10-12 millimeter. Særligt lørdag. Det er et rigtig stort regnvejr, der passerer igen vestfra, siger han.

Martin Lindberg tilføjer, at når temperaturen stiger globalt, øger det risikoen for mere nedbør, men at det ikke betyder, at hvert år vil være så regnfuldt som nu.