DRs meteorolog: "Relativt alvorlig" vejrmelding om skybrud

Roskilde Festival ligger i det område, hvor DMI nu varsler skybrud og kraftig regn.

I 2012 blev Roskilde Festivalen ramt af store mængder regn. (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

Det kan være en god idé at finde de lange gummistøvler frem og fjerne de mest sårbare genstande fra kælderrummene, hvis du bor i den østlige del af landet eller i Midtjylland og længere op i landet.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler nemlig kraftig regn og skybrud i flere dele af landet i morgen og i overmorgen.

DMI forventer mellem 25 og 33 millimeter regn på seks timer. Derudover er der risiko for lokale skybrud, hvor der vil falde mere end 15 millimeter regn på en halv time.

Store dele af landet kan få kraftig regn og skybrud, oplyser DMI. (© dmi)

Varslet om kraftig regn og skybrud gælder ifølge DMI for Nordjylland, Djursland, den nordvestlige del af Århus, Silkeborg, Aarhus, Thy og Mors, Skanderborg, Skive, Viborg, Holstebro, Lemvig, Struer, Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster, København og Nordsjælland og Bornholm.

Det betyder ikke, at alle områder vil blive ramt, men det kan komme til at ske.

På Sjælland, Lolland-Falster samt Bornholm gælder varslet fra klokken 02.00 i nat til klokken 14.00 på fredag.

I den nordlige del af Jylland gælder varslet fra i morgen klokken 12.00 til fredag klokken 14.00.

Derudover er der risiko for, at resten af landet i samme periode bliver ramt af kraftig regn og skybrud, oplyser DMI.

Uvist om Roskilde bliver ramt

Ifølge DR’s meteorolog Søren Vallentin Jacobsen er det en ”relativt alvorlig” vejrmelding.

- Vi har en ret ustabil luftmasse, der løber fra det østlige Tyskland og op over den østlige og nordlige del af Danmark. Det er her, der er den største fugtighed og varme, og det vil føre til kraftig regn, tordenvejr og skybrud, siger han.

Lige nu er titusindvis af mennesker samlet i Roskilde på Midtsjælland, hvor de skal deltage i årets Roskilde Festival.

Men Søren Vallentin Jacobsen understreger, at man ikke kan sige noget om, hvor skybruddene vil ramme.

- Vi ved ikke, om der kommer bare et enkelt skybrud eller 30, eller hvor det rammer. Men der vil komme regn, siger han.

Facebook
Twitter