Efteråret 2022 blev et af de varmeste efterår målt i Danmark

Efteråret bar præg af tre helt tydelige tendenser: Varmt, tørt og solrigt.

Flot efterårsvejr i Kettinge på Lolland - 15 november. Foto: Bjarne Højerup (Foto: © Picasa)

Kalenderen er nu officielt skiftet fra efterår til vinter. Og når man ser tilbage på efterårsmånederne september, oktober og november, så bød de på usædvanligt mildt efterårsvejr.

Efteråret bød ellers på et meget tydeligt vejrskifte fra varmt til koldt i sidste halvdel af november.

Men vejrskiftet kom lidt senere end normalt og den tidligere varme havde allerede trukket godt op i gennemsnittet. Så efteråret blev alligevel et af de fem varmeste efterår i Danmark i de 148 år, hvor man har officielle vejrmålinger.

Danmark har registeret vejrmålinger siden 1874. På top-5-listen over de varmeste efterår målt i Danmark i 148 år, er de fire af dem målt inden for de sidste 16 år. Den eneste undtagelse er 1949, hvor efteråret kun lige var en anelse varmere end i år. (Foto: © DR vejret)

Den 20. november slog årets første snevejr slog ind over Danmark med helt op til 20 centimeter sne nogle steder. Men selv ikke det var nok til at rokke ved, at efteråret 2022 endte med at være varmere end normalt.

- Det er en helt entydig tendens, at temperaturen stiger og stiger på grund af vores udslip af drivhusgasser. Det betyder også, at det bliver lettere og lettere at slå varmerekorder i fremtiden. Man kan ikke sige, at efteråret 2022 var et resultat af klimaforandringerne. 1949 beviser, at den slags hændelser også fandtes for mange år siden, men dengang var de meget mere sjældne, fortæller meteorolog ved DR Vejret Mikael Jarnvig.

10,8 grader i gennemsnit

Klimanormalen for et dansk efterår ligger på 9,5 grader, men i år har termometeret altså ramt et gennemsnit på 1,3 grader højere end det, man regner for normalt.

Efteråret 2022 blev præget af varmt vejr, mindre regn og en smule flere solskinstimer end normalt. (Foto: © DR vejret)

Det varme efterår skyldes især, at også efterårsmånederne var præget af hedebølger, der bragede op fra syd. Mange steder i Europa blev der sat flere varmerekorder, og det varme vejr bredte sig igen op til Danmark i oktober og gav høje temperaturer helt ind i efteråret.

- Det er jo helt normalt, at der ligger varm luft nede over Mellem- og Sydeuropa, men i år kom der usædvanlig mange “pust” dernede fra, og nogle af disse “pust” var endda meget varme - selv for sydeuropæere, forklarer Mikael Jarnvig.

Tørt og solrigt

Efteråret 2022 var altså ikke blot varmere, men også tørrere end normalt og med flere soltimer. Sommerens tørke fortsatte ind i begyndelsen af efteråret. Selvom det klassiske efterårsvejr med regn og rusk trods alt fik fat i Danmark, så blev det til noget mindre regn, end vi er vant til.

Den gennemsnitlige mængde nedbør for et dansk efterår er på 228,2 mm – det man kalder for klimanormalen. Men det nåede vi aldrig på i år, hvor vi kun fik 207mm.

Der er dog steder i Danmark, hvor både paraplyer og regntøj jævnligt skulle findes frem for at komme nogenlunde tørt igennem efterårsvejret. Regnen fordelte sig nemlig meget ujævnt over Danmark og især de nordvestlige egne af Danmark fik mere regn end resten af landet.

Sådan har den samlede mængde nedbør fordelt sig over landet i løbet af de tre efterårsmåneder. (Foto: © DMI/DR Vejret)

- En stor del af efteråret har der ligget højtryk sydøst for Danmark og dem kan fronter med regn ikke lige skubbe væk, så når fronterne angriber er det den vestlige del af landet, der står for skud i første omgang. Det er i øvrigt ikke nogen helt ualmindelig situation, siger Mikael Jarnvig.

Landets vådeste sted i dette efterår blev Vorupør, hvor DMI’s målestation målte hele 377,1 millimeter nedbør. Og det tørreste sted blev Stevns, hvor de kun fik 82,7 millimeter nedbør.

Solen fik vi set en smule mere end normalt med et samlet antal solskinstimer på 302 timer.

Men da det blot var fem timer mere end klimanormalen fordelt ud på de tre efterårsmåneder, så har det nok ikke været den stigning, der har fyldt mest i oplevelsen af det danske efterårsvejr 2022.