Efteråret begynder med sol og tørvejr

Vi går ind i årets sidste fire måneder med stabilt vejr, som ser ud til at holde tørt og byde på solskin.

De gyldne efterårsfarver kommer lynhurtigt på de klare efterårsdage. (Foto: © Sean Bodin, DR Vejret)

Kalenderen viser, at vi stadig har sommer, men om en uge følger efteråret.

Vi kan forvente at få vind fra nord og nordvest. Godt nok er det en lidt køligere luft, men til gengæld er den også lidt mere tør. Den tørre luft skyldes, at Danmark ligger i læ for de norske fjelde, forklarer vejrvært Nina Bendixen:

-Når vejret kommer fra Norskehavet og rejser videre sydover mod Danmark, så vrides de skyer, der er blevet dannet sådan, at regnen falder på vestsiden af fjeldet.

Danmark ligger i læ af de norske fjelde og det kan give det fine efterårsvejr. (© dr)

På østsiden af fjeldene strømmer en næsten fugtfri luft videre til Danmark og giver tørt og klart vejr i Danmark.

Når kalenderen skifter august ud med september, så dykker længden på dagen til under 12 timer. Lige pludselig ser vi, at træer og buske stille og roligt skifter fra sommerfarver til de orange, gule og røde farver.

November bliver våd og grå

Men efteråret skifter endnu en gang farve, når bladene blæser af træerne og de nøgne grene står lidt ensomt. Det billede hænger ofte sammen med blæsende gråvejr om efteråret.

Forventningerne til dette efterår er – ifølge DMI’s seneste månedsprognose, at både september og oktober kan give stabilt tørvejr med en del sol. November der imod ser mere ud til at have den grå i grå-frakke på.

Sidst på efteråret får vi nok mest vinden fra sydvest. Det bringer flere regnvejr op over Sydskandinavien fra Atlanterhavet. Det kan give en en mild og regnfuld start på vinteren.