Efteråret er begyndt, men det er ikke slut med sol og varme: Højtryk rammer Danmark søndag

Et sydeuropæisk højtryk vil bringe sol og varme til Danmark i starten af næste uge.

Tirsdag og Onsdag vil der være temperature op til 23-24 grader. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Selvom kalenderen ikke længere siger sommer, så er det ikke helt slut med sol og varme.

Man kan ligefrem tale om, at en slags dansk Indian Summer er på vej.

Det fortæller DR’s vejrvært Simon Brix. Ifølge ham er der lige nu et højtryk i Sydeuropa som, hvis prognoserne holder stik, allerede på søndag vil ramme det sydlige Danmark med sol og temperaturer omkring 20-21 grader. Hele Danmark må vente til mandag med at få et stykke af kagen.

- Resten af landet vil få det lidt køligere, hvor temperaturerne vil ligge omkring 14 til 17 grader. Det bliver noget varmere i Sønderjylland, på Fyn og på Lolland Falster, siger han.

Stadig tørt og varmt

Mandag kommer hele landet til at mærke det sydeuropæiske højtryk, det betyder at man trods efteråret, godt kan finde solbrillerne frem, og i de sydlige egne vil der være omkring 24 grader.

- Det, som mange nok tænker, når de hører ”indian summer”, er sommerlige temperaturer og vejr i perioden efter sommermåneder. Og holder prognoserne for næste uge, så får vi absolut det. Næsten ingen vind, tørt vejr og rigelig med plads til solen på himlen, siger Simon Brix.

Varmen tager heller ikke hensyn til, hvad kalenderen siger tirsdag og onsdag.

Tirsdag kan temperaturen blive op til 25 grader, der hvor det bliver varmest, ellers omkring 22 grader i store dele af landet.

Varmen fortsætter onsdag, hvor der vil være temperaturer op til 24 grader på Midtsjælland, i Midtjylland og i Østjylland.

- Det vil føles som sommerlige strejf, siger Simon Brix.

Facebook
Twitter