Efteråret starter med sommervejr

Den kommende uge er vejret højtrykspræget, og det kan give sommerlige temperaturer.

Årets første efterårsmorgen i Bov startede med blå himmel, og senere fredag når vi i det meste af landet 20 grader eller mere. Og det samme kan siges om den kommende uge. Foto: Roland Olsen

Mens der har været suk at spore, når man delte en lidt for regnfyldt femdøgnsprognose, så ser den kommende uges vejr ud til at kunne få lidt flere smil frem ved de, der foretrækker sol og varme.

Ordene fra meteorolog Mikael Jarnvig fra DR Vejret er i hvert fald med tydeligt præg af sommer.

- Efteråret lægger ud med sommerligt vejr, siger han om årets første efterårsdag.

- Nu er det igen tid til at finde shorts og solbriller frem. Fredag startede med skyer over den østlige del af landet, men ellers står den på solrigt vejr med temperaturer op omkring eller lidt over 20 grader. Dog lidt køligere ved vestkysten da vinden kommer derfra, siger han.

Og weekenden fortsætter i samme spor.

Der bliver vejr til at komme på stranden igen den kommende uge. Her er det på vandet i Aabenraa. Foto: Viggo Hjort Kohberg

- Lørdag bliver lidt i samme stil, altså solrigt vejr og temperaturer omkring 20 grader. Lidt lavere i den nordvestlige del af landet og lidt lunere i den østlige del. Stedvis 23 grader.

Søndag passerer nogle skyer, men det holder tørt og vi når de fleste steder op på 20 grader.

Våd afslutning på sommeren

Den sommer, man kan opleve i den kommende uge, står i kontrast til sommerens sidste måned. I august fik vi cirka 25 procent mere regn end normalt og omtrent 25 procent mindre sol end normalt. Men nu, hvor vi skriver september, vender bøtten: Tørt og solrigt vejr er på vej.

I prognoserne er der plads til 20 grader alle dage den kommende uge, og sidst på ugen kan temperaturen lokalt nå 28 grader. (Foto: © DR vejret)

Og det viser prognoserne også. Den kommende uge vil være præget af højtryk, der holder byger og fronter væk fra landet, og det kan faktisk blive endnu varmere i slutningen af næste uge, end hvad femdøgnsprognosen strækker over.

Men først på ugen ser det også ud til at blive en lun start på ugen, siger meteorolog ved DR Vejret Mikael Jarnvig.

- Mandag, tirsdag og onsdag bliver det tørt og med en hel del sol. Om eftermiddagen kommer vi op mellem 20 og 23 grader de fleste steder, men ved kysterne lidt køligere.

Og så kan det faktisk også blive en god udsigt, hvis man håber på ægte, meteorologiske sommerdage, siger Mikael Jarnvig.

- Som prognosekortene ser ud i dag, vil vinden dreje over i sydøst torsdag og fredag. Det betyder at endnu varmere luft blæser op over Danmark og måske kan vi nå op over 25 grader i den sydlige del af landet.