Efterårsvejret fortsætter: 'Vi har et blæsende døgn forude'

DMI varsler kraftig regn og vindstød af stormstyrke flere steder i landet.

Der er faldet store mængder regn over blandt andet Helsingør i løbet af natten. (Foto: © Bettina Pedersen (læserfoto))

Det kan være svært at se, om det er sommerferien eller efterårsferien, der lige er slut, når man kigger ud ad vinduet her til morgen.

Det regner og rusker i det meste af landet, og DMI har varslet kraftig regn og vindstød af stormstyrke.

Der er indtil videre kommet mest regn i Græsted på Sjælland, hvor der siden midnat er faldet 28,9 millimeter.

- Regnvejret er begyndt at trække lidt længere mod vest, og det kommer også til at give en masse vand i det jyske senere i dag, siger DR's vejrvært Simon Brix.

Mandag morgen har den kraftigste del af regnvejret placeret sig over toppen af Fyn og hele vejen op over det jyske.

Nattens kraftigste vindstød på 29,9 meter i sekundet er målt ved Drogden Fyr i Øresund. Det svarer til stormende kuling.

- Resten af dagen vil vi se, at især vinden vil intensivere. Vi har et blæsende døgn forude, hvor vi forventer at kunne se vindstød af stormstyrke, siger Simon Brix.

Temperaturen vil mandag ligge stabilt omkring 14 til 15 grader.

Flere færgeafgange aflyst

Vindforholdene har fået Vejdirektoratet til at fraråde kørsel med vindfølsomme køretøjer på Øresundsbroen og Farøbroerne.

Ligeledes er flere af formiddagens færgeafgange mellem Læsø og Frederikshavn aflyst, mens man hos Bornholmslinjen har aflyst alle afgange med hurtigfærgerne mellem Ystad og Rønne og i stedet indsat den noget langsommere færge Povl Anker.

- Min fornemmelse er, at det bliver Povl Anker, der skal tage slæbet i dag, siger Jesper Maack, der er kommunikationschef hos Bornholmslinjen.

I Helsingør har blæsevejret revet et par træer med sig. (Foto: © Bettina Pedersen (læserfoto))