Ekstrem regn nær Houston: Svarer til et 20 timer langt skybrud

Den amerikanske vejrtjeneste NWS afdeling i Houston har målt mere end 61 cm regn på et døgn

I det seneste døgn er der i Galveston-Houston området målt op til 24,1 tommer regn. Det svarer til 612 mm og er i den størrelseorden, som Nordvestsjælland modtager på et helt år. (Foto: DANIEL KRAMER © AFP or licensors)

Regnstormen i det sydlige Texas vil ingen ende tage. Den amerikanske nationale vejrtjeneste, NWS´ kontor i storbyen Houston har målt ekstremt høje nedbørmængder det seneste døgn.

Gårsdagens varsling på 15-30 tommer regn ( 381-762 mm) holdt stik. I det seneste døgn er der i Galveston-Houston området målt op til 24,1 tommer regn. Det svarer til 612 mm og er i den størrelseorden, som Nordvestsjælland modtager på et helt år.

Man kan også prøve at forestille sig et skybrud, der varer i 20 timer!

https://twitter.com/NWSHouston/status/901780106158493697

Den tropiske storm lavtryk Harvey ligger næsten stille nu tæt på kysten i sydlige Texas, tæt på byen Corpus Christi.

I mindst to døgn endnu vil den kun bevæge sig lidt og fortsat pøse store regnmængder ned over samme område, som allerede er ramt af katastrofalt meget nedbør.

Det lyder vildt - men et kig på prognoserne tyder på, at regnen omkring Houston og omegn varer måneden ud.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk