En kold uge venter: Kan komme hvid nedbør natten til torsdag

Rimglatte veje og nattefrost kan ramme de fleste.

Næsten hele landet kan i løbet af denne uge vågne til rim på ruden og glatte veje. Det er især de indre dele Sjælland og Jylland, der får nattefrost. (Foto: henning Bagger © (arkivfoto) Scanpix)

Regntøjet har sikkert været brugt flittigt i de seneste uger. Men snart er det kulden, der kommer til at diktere vores påklædning.

Temperaturen kommer under frysepunktet mange steder i nattetimerne, og i denne uge vil rim på bilruderne være noget, man skal forberede sig på.

Tirsdag har landet været delt i to. Mildt og vådt i den sydlige halvdel af landet og koldt og tørt i den nordlige.

I aften vil der være størst risiko for, at temperaturen daler til under frysepunktet i Nordjylland. Skyer viger for kik til stjernehimmelen. Samtidigt falder den kolde østenvind af i løbet af aftenen.

Resten af landet syd for Limfjorden bliver skyet eller overskyet i aften og det meste af natten. Men selvom man ikke får nattefrost, vil man opleve en kold nat. Og da temperaturen måles i to meters højde, kan der stadig være rim på vejen eller i græsset ved jordoverfladen.

Nattens våde outsider

Fordelt over hele landet har vi i dag kun fået et par millimeter regn. Men i den sydlige del af landet har man fået mellem 5 og 13 millimeter frem til klokken 17. (© DMI Grafik)

På Bornholm fortsætter det med at regne resten af aftenen og natten igennem. Temperaturen ser ud til at havne omkring fire til fem grader, men ikke langt derfra kan man i Sydsverige få lidt vinterligt nedbør.

Tirsdag bliver et vådt døgn på solskinsøen. Ved middagstid var der allerede faldet knap 14 millimeter regn. Falder der over 6,5 millimeter mere, bliver det efterårets vådeste døgn. Det er sandsynligt, da regnen intensiveres igen i aften.

Onsdag: Kold, koldere, koldest

Onsdag morgen vil der stadig være et lavt skydække over den sydlige halvdel af landet, mens der i Nordsjælland, Vestsjælland, Østjylland, Midtjylland og Nordjylland kun vil være et tyndt lag højtliggende cirrusskyer mellem jorden og verdensrummet. I disse områder vil der forekomme let frost i morgentimerne.

I løbet af formiddagen kommer der rolige vindforhold og et pænt fravær af skyer. Plus varmegrader, som kan tælles på en enkelt hånd.

Den kølige men tørre luftmasse fra nordøst får ikke noget modspil fra den lavthængende sol. Derfor havner de maksimale temperaturer i løbet af eftermiddagen på samme niveau; nemlig mellem 2 og 5 grader.

Koldest bliver det formentlig i Nordjylland. Det skyldes især den relativt korte afstand til Sverige, hvor man lige øst for Gøteborg kan få et isdøgn. Og når luften kommer til Nordjylland derfra, er luften kold, også selv om den har været en tur hen over det relativt lune Kattegat.

Koldere end normalt i de kommende dage

Der er udsigt til en kølig uge, hvor der plads til sol ind i mellem og hvor det holder mest tørt. (Foto: DR vejret © (c) DR)

Vinteren venter lige rundt om hjørnet, og selvom snefald og isdøgn lader vente på sig, kan man roligt hive noget varmere påklædning frem fra gemmerne.

Temperaturen for et gennemsnitsdøgn i november er på 6,3°. De første dage af november målte termometret i gennemsnit 7,2°, så det har været lunere end normalt.

På fredag kommer et kortvarigt indslag af lun luft ledsaget af regn fra sydvest. Ellers er dagene kolde frem til og med næste uges begyndelse.

I Sydsverige er der sandsynlighed for lette snebyger torsdag og der en lille sandsynlighed for at der kan være lidt hvidt i nedbøren over øerne i Kattegat, Odsherred og Djursland.

Det er dels det relativt varme havvand i Kattegat, dels den lave temperatur højere oppe i atmosfæren, som kan udløse lidt tidlig julestemning.