En usædvanlig februar slutter lunt og solrig

Vi får alle kontrasterne med i denne vintermåned, der gav store temperatur-spænd.

Resten af februar får vi solen at se, og det kommer også til at betyde enden for de sidste rester af sne, der har overlevet weekenden plusgrader. Søer og havvandet er dog stadig koldt, som her ved Selling.

Hvis du var i tvivl om, hvad garderoben mon egentlig gemte på, har februar 2021 været den helt rette måned at få løst det mysterie i.

Fra bidende kolde dage med kraftig vind, snefald og -fygning til næsten 15 grader og sol fra en skyfri himmel.

Den igangværende uge og dermed sidste uge af februar ser også ud til at repræsentere sin del af den kontrast.

Indtil torsdag kan vi hver dag forvente temperaturer op til 12-14 grader og solskin. Fra fredag falder temperaturen igen til under 10 grader. Alle dage ser ud til at være uden regn i dagtimerne.

Store spring i temperaturen

Med 14,6 grader søndag har der været en meget stor forskel på bare ganske få dage.

10 dage tidligere, 12. februar, ramte vi minus 20,7 grader i Horsens. Altså mere end 35 graders forskel på en kort periode. Det usædvanlige er det store spring, da vi efterhånden har oplevet, at februar sagtens kan give forårs-lignende temperaturer.

Højeste temperatur blev målt i 2019, hvor vi lå på 15,8 grader. Men der er længe mellem, at vi dykker så langt ned i kuldegraderne, som vi har gjort i år.

Februar har budt på en rigtig vinter med snestorm, frosne søer, og isbrydere i farvandene. Her er det isskruninger ved Serup Strand, Thyholm.

Flere dage med høje temperaturer

En anden ting, der også udemærker sig ved årets februar, er, at vi har så mange dage i streg med varmen.

Normalt kommer de varme input blot for en meget kort periode, men holder prognoserne, får vi seks dage i streg med over ti grader. Det er usædvanligt for februar, og det kommer også til at påvirke månedens middeltemperatur. Lige nu ligger den på minus to grader, altså betragteligt under klimanormalen på 1,5 grader.

Hvorfor så stort et skifte?

Når februar har givet os så forskelligartet vejr, skal forklaringen findes i vindretningen.

Sydøstenvind sørger for, at vi får den varme luft fra Sydeuropa op til os, og det giver de høje temperaturer.

Omvendt havde vi i første del af februar kold luft fra Sibirien og det nordlige hjørne af Skandinavien. Kombineret med skyfri himmel gav det os den koldeste nat i ni år.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter