Endelig! Sibirisk kulde afløses af plusgrader

Mildere luft erstatter den seneste tids frostgrader, men der kan også komme tåge og dis.

Der kan stadig falde slud og sne over den nordlige del af landet, men det bliver efterhånden mest tørt. Med en frisk eller hård vind er der her først på aftenen fortsat risiko for snefygning i det nordlige Jylland, men vinden tager af til natten og bliver svag til jævn og så forsvinder risikoen.

Nedsat sigtbarhed

Der er masser af fugt over landjorden i form af sne og det giver gode betingelser for dannelse af dis eller tåge mange steder i landet.

Længst mod syd lurer en opklaring, som i kombination med den aftagende vind kan give temperaturer ned omkring minus 3 grader. I resten af landet falder temperaturen til lige omkring frysepunktet eller lidt over.

Tågen letter … måske

Tirsdagen begynder med mange skyer og tåge eller dis. Den nyeste prognose presser aggressivt opklaringen mod syd op over næsten hele landet. I Nordjylland ser det dog ud til at blive skyet og diset det meste af dagen.

På denne tid af året, hvor solen ikke har så stor gennemslagskraft og der i øvrigt er snedækkede overflader, altså megen fugt på jordoverfladen, kan opklaringen dog få problemer. Det er med andre ord usikkert, hvor meget sol der kommer i morgen.

Plusgrader over hele landet

Efter en periode i selskab med den såkaldte 'sibiriske kulde' venter der nu en helt anden luft i morgen. Det ser nemlig mildt ud med dagtemperaturer op på 2 til 5 grader, måske endda 6 eller 7 grader et enkelt sted, hvis solen altså kommer igennem. Oven på en rolig nat øger vinden til en let til stedvis frisk vind fra øst- og sydøst.

  • Print
  • Del artiklen: