Endnu en frostkold og klar dag

Temperaturen holder sig igen i dag under frysepunktet.

Flot snedækket landskab i Thy. (Foto: Christian Faber)

-13,5 grader startede dagen ud med i Århus Lufthavn, og frem til middag vil mange opleve tocifrede frostgrader.

Der er brug for flere tøjlag for at holde den bidende kulde ud i dag. Temperaturen vil dog i eftermiddag stige til mellem frysepunktet og 5 graders frost - varmest bliver det ved Jyllands vestkyst.

Nu vender vinden

Vinden bliver svag til let først på dagen og starter i øst, men drejer så i løbet af dagen i syd og sydvest og tiltager især mod vest til en jævn til hård vind. Det kan give medvind (eller modvind om man vil) både ud og hjem på cyklen i dag.

Kold dag med sne i eftermiddag til dele af Jylland. (© dr)

Solen vil også skinne i dag, men sidst på formiddagen kommer der flere skyer. Først tynde højtliggende skyer og derefter de tykkere nedbørsrige af slagsen.

Det vil i første omgang give sne til Nord- og Vestjylland. Midtjylland og Østjylland kommer efter, og først i aften og i nat rammer resterne af snevejret resten af landet, og så vil nedbøren gradvis ændres til slud eller regn på grund af stigende temperaturer.

Facebook
Twitter