Er din sankthans-fejring også aflyst? Sådan kan du fikse dit eget bål

Mange større sankthansfester er aflyst eller erstattet med virtuelle bål.

Mange af de større sankthans-arrangementer er aflyst i år. Det gælder blandt andet det traditionelle sankthansbål ved søen i Tivoli i København. (Foto: DR: Grafik Signe Heiredal © (c) DR)

Havde du glædet dig til en traditionel sankthansfest med grillpølser, fadøl og mange mennesker samlet på stranden eller i byparken, bliver du nok skuffet i aften.

Mange større sankthansarrangementer rundt om i landet er aflyst på grund af coronavirus og forsamlingsforbud.

Men det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at du må undvære oplevelse af at stirre ind i bålets flammer og mumle dig gennem midsommervisen sammen med venner og familie.

Så længe du har styr på sikkerheden, kan du nemlig sagtens lave dit eget sankthansbål derhjemme uden at futte hus og have af.

Som det første skal du sikre dig, at du kan holde en ordentlig afstand til bygningerne omkring bålet.

- Med et almindeligt bål i et ildfad skal man holdet en afstand til bygninger på ti meter, siger Daniel Weinreich, viceberedskabschef i Vestsjællands Brandvæsen.

- Hvis man vil lave et større sankthansbål hjemme i sin have, skal man op på 30 meter til bygningerne.

Pas på håndspritten

Når afstanden er på plads, behøver du blot et bålfad eller en grill uden rist, tørt brænde, optændingsblokke, en stor lighter og vand i rigelige mængder.

Så har du alt, du skal bruge, for at bygge dit eget lille sankthansbål.

- Det, der er vigtigt, er, at man får en kerne i sit bål af det her tørre brænde, som brænder rigtig godt og giver meget varme. Så kan man altid lægge lidt haveaffald løst og luftigt ovenpå, så længe der ikke er for meget, så vi får røg, siger Daniel Weinreich.

- Lægger du 8-12 brændeknuder sammen, bør du have bål til minimum en time, fortsætter han.

Derudover er det også vigtigt at have styr på sikkerheden, når der skal fut i bålet.

Først og fremmest ved at gå langt udenom alle brandfarlige væsker såsom benzin og tændvæske.

- Det er rigtig vigtigt, at man bruger tændblokke eller avispapir. Så får man den sikreste optænding af sit bål, siger Daniel Weinreich.

En grill uden rist kan godt bruges til et lille bål, men det allerbedste er et bålfad, hvis du vil lave dit eget lille sankthansbål i haven. Sådan lyder rådet fra viceberedskabschef i Vestsjællands Brandvæsen Daniel Weinreich. (Foto: Lis Vibeke Læsø Olsen © (c) DR)

Også håndspritten, som de fleste af os snart er blevet vant til at have i nærheden hele tiden, udgør en brandfare i nærheden af bålet.

- Lad den blive på bordet, hvor man spiser. Når man nærmer sig bålfadet, skal håndspritten blive tilbage, siger Daniel Weinreich.

Live-streamer bål

I Aarhus-forstaden Brabrand foregår sankthans også i år på en måde, der er indrettet efter myndighedernes anbefalinger. Det er spejdergruppen Valhalla Gruppe, der afholder festen, der tidligere år har tiltrukket 1.000 deltagere.

Men i år må de fleste se flammernes spejling i Brabrand Sø på anden vis. Det fortæller gruppeleder Jesper Kikkenborg Rossel.

-Vi planlægger at holde sankthans som vi plejer, men i år vil langt de fleste skulle se det på computeren. Vi live-streamer på Facebook, og så kan man følge med online, siger han.

Tilstede ved søen vil der dog være en lille gruppe fremmødte. Det er cirka 40 af spejdernes trop af 6. – 9. klasses elever, der sørger for, at bålet brænder.

Gruppeleder Jesper Kikkenborg Rossel fra Valhalla Gruppen har i år gjort størstedelen af sankthans digital. De live-streamer aftenen på Facebook. (Foto: Troels Esmarch)

Ærgerlig for lokalsamfundet

Selvom det er vigtigt for gruppelederen, at der bliver holdt fast i traditionen, så ærgrer han sig over, at det sociale aspekt bliver svære at opleve i år.

Bålfesten er nemlig også en måde at knytte sig til lokalsamfundet, siger han.

- Oven på hele nedlukningen har vi kunnet se på vores spejderbørn, hvor vigtigt det sociale er. De higer efter at mødes. Derfor er det møgærgerligt, for vi ville hellere mødes alle sammen. Ikke kun for os, men også fordi vi er en del af et lokalsamfund, fortæller Jesper Kikkenborg Rossel.

Aftenen har også en stor betydning for spejdertroppen, fordi der normalt kan samles penge ind til aktiviteter. Den mulighed består dog i år, siger Jesper Kikkenborg Rossel.

- Vi kommer til at sælge virtuelle pølser og brød, som man kan købe online, fortæller han grinende og understreger, at det udelukkende er en mulighed for at støtte spejderne.

Facebook
Twitter