Er du morgenpendler? Her driller tågen særligt

Vejret giver i disse dage de optimale betingelser for tåge, og det presser trafikken.

I Vennebjerg var tågen tæt torsdag morgen. Det er dog sjældent på lande- og byveje, at tågen skaber kø og uheld, oplever man hos DR's trafikcenter i Aarhus.

Den seneste uge har man ofte hørt samme melding i morgenradioen. "Der er tæt tåge flere steder, og der er sigtbarhed under 100 meter," har det lydt igen og igen fra Johnny Krone, når hans stemme har afbrudt musikken på den regionale P4 station.

Han er trafikvært på DR P4, og især de seneste dage har det været samme scenarie, der har udspillet sig, når han har åbnet trafiktelefonen.

- Vi bliver kimet ned. Mange er frustrerede over, at de oplever, at der er bilister, der ikke kører efter forholdene i tæt tåge, siger han.

Og tågen er en fast del af morgentimerne denne uge. Det handler om mødet mellem kold og varm luft. Det fortæller vejrvært Anders Brandt fra DR Vejret.

- Kombinationen af rolige vindforhold og klart vejr giver gode betingelser for tåge.

I det klare vejr afkøles jordoverfladen i den nu efterhånden lange nat ret effektivt, og er der rolige vindforhold, vil den kolde luft kunne forplante sig til nogle meters højde – og når temperaturen ned på luftens såkaldte dugpunkt, dannes tågen, siger han.

Skaber sneglefart på motorvejen

Det er i morgentimerne og indtil formiddagen, at man typisk oplever den tætte tåge. Og hos P4's trafikcenter i Aarhus er der nærmest garanti for, at det kan ses på vejene, siger Johnny Krone.

- Det er i høj grad motorvejstrafikken, der er påvirket, når der er tåge. Her er man vant til højere hastighed, så når der pludselig er tåge, kan vi se, at trafikken bevæger sig i klumper, siger han, og fortæller, at dét afføder en del opkald til trafiktelefonen.

Ved Fuglebjerg på Sydsjælland har Jesper Rasmussen sendt en drone i luften for at fange tågen, der er ved at lette.

- Hastigheden er generelt lavere, og det er jo godt, fordi det bør den være i tågen. Men generelt forøger det markant risikoen, når vi har tåge og dis, siger han og tilføjer, at overraskelsen over pludselig at køre ind i et tæt tågebanke kan skabe farlige situationer.

- Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at cirka halvdelen af de uheld, vi hører om, handler om dårlig sigtbarhed, siger trafikvært Johnny Krone.

Den seneste uge har vist, at tågen kan opstå meget lokalt, men der er dog nogle fællestræk for, hvor man kan regne med at møde den, siger vejrvært ved DR Vejret Anders Brandt.

- Tågen dannes typisk i den indre del af landet eller i dalstrøg. Der, hvor det bliver koldest. Det kan også ske, hvis der siver lidt fugtigere luft ind fra havet, siger han.

Tågen følger årstiden

Den første del af efteråret skal man generelt regne med, at der kan være tåge i morgentimerne. Men der er dog nogle detaljer i morgendagens vejrudsigt, du kan lytte efter, hvis du vil kende sandsynligheden for tåge, forklarer Anders Brandt.

- Det er et fænomen, vi skal til at vænne os til. Tåge dannes hyppigt her i efterårsmånederne, så længe vejret er klart og med rolige vindforhold, siger han og tilføjer, at vinden kan holde tågen skak.

- Det næste halve døgns tid bliver det for blæsende til tåge – men i starten af weekenden kan den endnu dannes, inden det atter bliver lidt mere blæsende.

Tågen bliver typisk brændt af, når solen får plads på himlen, men hos DR's trafikcenter behøver Johnny Krone ikke kigge på himlen for at finde ud af, hvornår tågen er væk.

- Det er i den østligste del, at tågen letter først. Det løsner trafikken op, og telefonerne begynder at blive tavse, siger han.

Facebook
Twitter