Er du træt af regnen? Februar har været en af de vådeste nogensinde

Kun én gang tidligere har vi fået mere vand i årets anden måned.

Herning Golfbane er et af de steder, hvor det er oversvømmet ovenpå en aldeles våd februar. Og prognoserne har mere vand de kommende dage. Foto: Ole Sørensen

Der har nærmest ikke været én eneste dag i februar, hvor man ikke har haft en god grund til at have en paraply med sig. For det har regnet så meget, at februar nu placerer sig solidt på en tredjeplads over de vådeste februar-måneder, vi nogensinde har målt.

- Det har nærmest føltes som efterår, siger Louise Gade, vejrvært ved DR Vejret, og uddyber:

- Der har bare været det ene lavtryk efter det andet, det har været som perler på en snor. Og det er kommet med vestenvinden, så derfor er det ikke blevet til sne, men bare regn.

Der er store forskelle på, hvor meget det har regnet, og det sted, hvor man kan finde mest vand i regnmåleren, er i det midtjyske. Her er der nogle steder faldet mere end 135 millimeter.

Andenplads uden skybrud

Selvom der har været dage, hvor vi næsten ikke fik vand, så er det alligevel blevet til 106,7 millimeter på månedens første 22 dage.

Lægger man dertil de fem millimeter, der er i prognoserne for i dag, ender vi over 110 - og dermed er andenpladsen faktisk hjemme.

Det er dog ikke sandsynsynligt, at februar 2022 rykker op på førstepladsen. Den vådeste februar er fra 2020, hvor vi fik 135,8 millimeter regn på bare 29 dage.

Alt det skal ses i kontekst af, at februar normalt kun giver 49,3 millimeter i klimanormalen. Klimanormalen er et gennemsnit af forskellige faktorer for vejret, for eksempel temperatur, nedbør og antal timer med solskin.

Vandløb og småsøer går over deres breder på Hadstenegnen, og det giver store mængder vand på vejene flere steder. Foto: Tove Skipper

De resterende dage af februar har dog også mere end rigeligt vand i sig. Prognoserne giver et gennemsnit på omkring 10 millimeter, men lokalt kan der sagtens falde mere. Endnu har vi haft de store mængder nedbør uden, at der dog er konstateret skybrud nogen steder i landet. Regnen er altså kommet silende i timer i streg.