Regnbuen opstår, når solens lys brydes og reflekteres gennem små vanddråber i atmosfæren.
Solens lys består af alle farver, men når lyset passerer gennem en vanddråbe spredes lyset efter bølgelængde, så det lys med den længste bølgelængde - nemlig rød - ligger yderst i regnbuen.
Det blå lys med den korteste bølgelængde ligger inderst. Ind i mellem ligger de andre farver med tilhørende bølgelængder.
Du skal have solen i ryggen
Sådan forholder det sig med den primære bue. Ved den sekundære bue er det lige omvendt med farverne.
Regnbuer skal altid ses med solen i ryggen. Ser du regnbuefarver rundt om solen, er det et halofænomen, og det er noget andet.
En regnbue ved vandet
Når DR Vejrets brugere sender billeder af regnbuer ind, er regnbuerne ofte meget forskellige. De kan være dobbelte, små, store eller som billedet her på siden: En refleksionsregnbue.
Netop refleksionsregnbuen ser vi ikke så ofte, fortæller DR Nyheders meteorolog Søren Jacobsen.
- Det er ikke hverdagskost at opleve en refleksionsregnbue. Man skal opholde sig ved vandet for at få den regnbueoplevelse.
Regnbuen krydser en anden
- De to buer, der er koncentriske, er den almindelige primære og den sekundære regnbue. Men den regnbue, som krydser er en regnbue, der er reflekteret op fra overfladen på søen.
Her ved den schweiziske sø er der vindstille, og derfor er søens overflade også ret stille.
- Hvis der var mere vind, og vandet derfor havde bølger, så ville denne regnbue forsvinde tilføjer Søren Jacobsen.
Er populære på de sociale medier
Regnbuer er populære billedmotiver og også at fortælle om. Det oplever vi på DR Vejret, hvor brugerne sender mange regnbuebilleder og stiller spørgsmål.
Billeder deles på sociale medier
Regnbuebilleder deles også flittigt på Twitter, Facebook og andre sociale medier.
Herunder kan du se et udpluk af de billeder, der er blevet delt på sociale medier af enkelte og dobbelte regnbuer den sidste uge i Danmark.