Flere rekorder i dette års maj måned

Det helt usædvanlige vejr sætter også rekorder i energisektoren

Flot sol og vindstille er meget betegnende for vejret i dette års maj måned. (Foto: Maria Brix © DR brugerfoto)

Det er efterhånden en veldokumenteret kendsgerning, at maj 2018 bliver den varmeste maj måned vi nogensinde har oplevet i Danmark. I hvert fald i de cirka 150 år vi har målinger fra. Samtidig skal det gå ufattelig galt for prognoserne, hvis ikke også solskinsrekorden bliver slået. Maj 2018 står til at blive den mest solrige måned overhoved i DMIs statistik.

Rekorderne breder sig

De netop omtalte rekorder har også konsekvenser i energisektoren. Solrigt vejr hænger oftest sammen med højtryk og højtryk betyder som oftest svage vinde. El-produktionen fra solcellerne her i maj har slået rekorden. Aldrig har vi haft en kalendermåned med så meget el fra solceller. Der er produceret 151 GWh og det svarer til årsforbruget for 33.500 husstande. Samtidig er elproduktionen fra vindmøllerne gået helt i bund. De leverede det sløjeste resultat for en kalendermåned i fire år, - nemlig 632 GWh. Tallene er oplyst af Energinet.

Grøn energi med flere ben

Man kan sige at sol og vind er som "gyngerne og karrusellerne". Når det blæser meget og vindmøllerne snurrer, er det ofte ustadig vejr med skyer og regn. Og med vores normale vejrtype, er vindenergi meget fornuftig. På årsplan leverer solcellerne kun 2 procent af det samlede elforbrug, men i denne maj er vi oppe på cirka 25 procent.

Facebook
Twitter